lørdag den 14. april 2012

Hej mor og far.. :)

I sidste uge kom dagen hvor jeg skulle have mit første besøg hjemmefra, i form af mine kære forældre..

De ankom onsdag morgen, men Kathrine og jeg var på arbejde, så vi kunne først mødes med dem efter arbejde. Vi tog ind til dem ved deres hotel i Hang Hanh tæt på Hoan Kiem søen, og da vi kom gående ned af gaden, hang de begge udover kanten på deres altan og råbte efter os.

Det var en ret surealistisk oplevelse lige pludselig at se sine forældre i samme omgivelser som man selv nu har vænnet sig til at være i - uden sit vanlige netværk fra Danmark. Men selvom det var lang tid siden jeg sidst havde set dem, så virkede det alligevel ikke som forfærdelig lang tid siden.. Måske er det på grund af Skype, jeg ved det ikke, men uanset hvad, så var det virkelig rart at få et stort kram igen - dem får jeg ikke mange af hernede..!

De første par dage vår Kathrine og jeg på arbejde, så der havde de noget tid til selv at opleve byen på egen hånd. Jeg var lidt spændt på min mors reaktion på Hanoi, for jeg havde en forestilling om, at hun slet ikke ville kunne lide det. Jeg blev dog rimelig overrasket over hvor positivt indstillet både min mor og far var på byen - dog glædede de sig til at komme væk fra al osen of forureningen. Det havde jeg også lidt forudset - man kender vel sine forældre.. ;)

Nå, men fredag morgen gik turen til Halong Bay - min mor, min far, Kathrine og jeg.

På vej ind i bussen til Halong Bay

Mine forældre og mig på havnen i Halong City

Jeg havde set virkelig meget frem til denne tur. Dels selvfølgelig fordi at det var sammen med mine forældre, men også fordi at Halong Bay jo er et af de største varemærker for Vietnam.. Det er netop også blevet kåret til et af Verdens 7 nye vidundere af UNESCO. 

Vi skulle på en bådtur der varede 3 dage/2 nætter, hvor den første nat var ombord på båden og anden nat på et resort på Cat Ba Island. 

Første dag havde vi rigtig dejligt vejr hvilket gjorde, at vi havde virkelig fantastisk udsigt til de mange klippeformationer rundt omkring i bugten. 

Vores båd på Halong Bay

Udsigten fra båden

Limestensklipperne i Halong Bay

På den første dag sejlede vi rundt og nød omgivelserne i den smukke bugt. Første stop var ved en grotte, Hang Dao Go, som var en virkelig vild oplevelse. Jeg tror aldrig jeg har set så stor grotte i hele mit liv. Det virkede som om at den fortsatte ud i det uendelige, og selvom der var en masse andre turister samlet på ét sted, så var det nærmest som om man glemte alle de andre på grund af grottens storslåethed. Det var næsten sådan, at jeg kunne forsvinde helt ind i de mange klippeformationer i grotten.. 

Hang Dao Go grotten i Halong Bay

Min mor og mig i Hang Dao Go grotten

Hang Dao Go grotten

Mig i Hang Dao Go grotten - ret overvældet!

Hang Dao Go grotten

Efter grotte-turen kunne vi komme ud og sejle i kajak i bugten, hvilket jeg virkelig skulle gøre op med mig selv om jeg turde.. Folk der kender mig godt hjemmefra ved, at jeg ikke er bedste venner med havvand, og jeg var derfor en lille smule panisk over tanken om at sidde i en lille gul plastictingest på det store hav, men til min store stolthed fik jeg overvundet min frygt og kom en tur ud og sejle sammen med Kathrine. Jeg følte lidt, at det var et af de der øjeblikke i ens liv man ikke lige umiddelbart bliver stillet overfor så tit, så jeg blev simpelthen nødt til at prøve det. Det var en meget fredfyldt oplevelse at sejle stille og roligt rundt blandt de kæmpe klipper, bortset lige fra de småpaniske anfald fra undertegnede undervejs! Jeg har åbenbart ikke været så cool, calm and collected som jeg ellers bildte mig selv ind, for på et tidspunkt sejlede to mænd forbi og spurgte om vi var ok..! :)

Efter kajakturen sejlede vi tilbage til båden for at tilbringe aftenen og natten. Efter aftensmaden på båden kunne man prøve at natfiske efter blæksprutter. Ingen kunne fange nogen, selvom jeg var ret overbevist om, at jeg nok skulle klare det.. Efter at have siddet der i 20 minutter uden held, gav jeg dog op.. Jeg skyder skylden på de meget dårligt organiserede fiskestænger.. Det bestod ikke rigtig af andet end en bambuspind med en snor i enden, hvor der så sad en meget grim lyserød plasticfisk. Hvis jeg var blæksprutte ville jeg sgu heller ikke være hoppet på den!! Vores guide blev ved med at påstå at der altså "lige havde været nogen der havde fanget én", men jeg tror bare det var for at få os til at blive der lidt længere.. :)

Efter fiskeriet kom så det allestedsværende karaoke! Det er en meget stor tradition i Vietnam at synge karaoke, men det er lidt under nogle anderledes omstændigheder i forhold til hvordan man kender det fra Danmark. I Danmark er det enten når folk har fået rigeligt med våde varer til en privatfest, eller på en eller anden halvsnusket bar. 
I Vietnam er det helt anderledes. Her betaler man rent faktisk for at få lov til at synge i et bestemt antal minutter (eller timer, alt efter behov), til gengæld får man også sit helt eget rum tildelt, så der ikke er andre i lokalet end éns selskab. De går ret meget op i det hernede... 
På båden slap vi dog i det mindste for at betale ekstra for det! :)

Næste dag stod på besøg hos en perlefarm, hvor vi fik mulighed for at se hvordan de opdrætter østers til perleproduktion, hvordan man inseminerer en østers så den producerer en perle, hvordan man finder perlen i en østers og hvordan man kan tjekke om en perle er ægte eller ej. Det var ret spændende at se, og der var en masse rigtig flotte smykker man kunne købe. Jeg købte en ring, og fik derfor løst halvdelen af mit problem hernede (jeg går normalt altid med en ring på hver finger, men valgte ikke at tage dem med til Vietnam, hvilket har resulteret i, at jeg mange gange har troet at jeg har mistet mine ringe et sted fordi de ikke sidder på fingeren). 

En lokal der inseminerer østers

Nyåbnet østers med perle i. Det er kun ca. 30% af 
alle østers der har en perle. Jeg har dem lidt mistænkt
for at genbruge den samme østers til hvert hold, så
ikke der er nogen der bliver snydt for at se perlen! :)

Efter perlefarmen skulle vi videre til en ø der hedder Monkey Island der, pudsigt nok, har en masse vilde aber boende. Vi havde hørt hjemmefra fra Camilla, der lige havde været derude, at aberne er virkelig agressive fordi de er blevet vant til at menneskerne fodrer dem. Derfor var jeg en lille smule nervøs for at skulle møde aberne, men det var jo også en oplevelse så jeg måtte tage med. Det havde dog valgt at regne virkelig voldsomt den dag (igen - tak Kathrine!), så vi blev virkelig våde, men det gjorde ikke alverden, for varmen var der jo stadig. 

Vi skulle op på toppen af en masse klipper, for det var efter sigende her alle aberne skulle være nemmest at se. Og igen fik vi af vide at "folk har liiiige set aber her". Jeg tror bare det er noget guiderne får af vide at de skal sige for ikke at gøre turisterne modløse! :)

Nå, men udsigten deroppefra var virkelig smuk, men ikke om det var bare den mindste lille abe nogen steder. Halvskuffet måtte vi begynde nedstigningen, for selvom jeg var lidt nervøse for de farlige aber, så ville det da være ret sejt at se alligevel. 

Da vi kom tilbage til stranden, blev vi dog mødt af ca. 5-6 aber der vandrede rundt nede på sandet. Jeg tror det var makakaber, og de befandt sig nu mellem båden og os.. Jeg ved ikke helt hvorfor, men på daværende tidspunkt gav det ret god mening for mig at gå ude i vandet da vi skulle passere aberne. Man får nogen gange nogle spøjse ideer i pressede situationer. Guiden fortalte os, at vi alle skulle tage en stor sten i hånden inden vi skulle forbi dem og at vi skulle passe på med at komme for tæt på dem - endnu et vidnesbyrd om, at man ikke helt skal spøge med de aber! 

Aberne havde dog meget mere spændende ting at tage sig til end at bekymre sig om os.. Jeg tror de tænkte, at nu når det regnede, så kunne de lige så godt lave noget konstruktivt! :)

Aber i konstruktiv regnvejrsaktivitet.. :)

Udsigten fra toppen af Monkey Island

Mig på Monkey Island

Efter Monkey Island kunne man komme ud og mountainbike, men da det stadig væltede ned med regn, valgte vi at blive på båden i denne omgang. Da de andre kom tilbage fra cykelturen sejlede båden mod Cat Ba Island hvor vi skulle overnatte på et resort helt nede på stranden. Det var et virkelig idyllisk sted det indbød til ren afslapning og dyrkelse af den smukke natur - desværre havde vi under et døgn på dette smukke resort før vi skulle tilbage til båden og hjem til Hanoi igen. 

Dog havde vi stadig lige tid til at bade, både på den private strand og i den opvarmede pool! 

Udsigten fra vores hotelværelse

Udsigten fra vores hotelværelse

Den private strand

Den private strand

Efter turen rundt i Halong Bay havde vi valgt at tage en ekstra overnatning på et hotel i Halong City. Det var dog ikke rigtig anbefalelsesværdigt, da Halong City ikke har noget spændende at byde på, men vi fik da slappet lidt af ved poolen inden vi skulle tilbage til travle Hanoi igen. 

Det har været en helt fantastisk tur, og jeg kan stærkt anbefale ALLE der skal til Vietnam at tage til Halong Bay. Jeg ved godt, at det nok i forvejen er på manges to do-liste over ting at se i Vietnam, men for dem der skulle tvivle på om man skal tage afsted i frygt for at det bare er en turistfælde, vil jeg sige: Gør det!! Selvom der er ekstremt mange mennesker på havnen i Halong City, mange mennesker i grotterne og både rundt omkring i bugten, så får man alligevel følelsen af at være de eneste mennesker i bugten når man sejler stille rundt blandt disse utrolige klippeformationer... 

Kom så afsted!! :) 

Mine forældre, Kathrine og jeg havde tirsdagen sammen i Hanoi efter vi kom hjem, så der nåede vi at se forskellige ting i Hanoi. Derefter tog mine forældre videre til Hoi An og Kathrine og jeg tilbage på arbejde. 

I morgen, søndag, skal vi mødes med mine forældre en sidste dag inden de tager retur til Danmark. Det har været rigtig skønt med besøg hjemmefra og jeg glæder mig meget til at få besøg fra Danmark igen lige om lidt.. :) 

Hav det dejligt til vi skrives igen.. 

- HC - 











torsdag den 12. april 2012

Hoi An - Here we go again!

Samme dag vi havde vores workshop tog vi afsted til Hoi An om aftenen. 

Det var virkelig dejligt at være tilbage i den dejlige by - denne gang med fly! 

Vi boede på samme hotel som sidst og det var helt hjemligt at komme tilbage. :) Desværre var vejret ikke det bedste - igen.. Jeg har en teori om, at det er Kathrine der har en dårlig indflydelse på vejret.. Hver gang hun nævner noget med vejret så begynder det at regne! Så vi har altid dårligt vejr når vi har ferie... Tak Kathrine! :)

Vi var hos skrædderen igen og denne gang kom vi også til at bestille alt for meget.. Jeg ved ikke helt hvad det er der sker, men lige pludselig finder man ud af alle de ting man pludselig mangler.. :) Det blev også til sko denne gang, I guess it's an addiction... 

Udover shopping og generel afslapning, tog vi en tur til My Son, som er et område med gamle ruiner fra Champa-folket. 

Ruiner i My Son for foden af bjerget

Ruiner i My Son

Mig som Champa-kriger

Det var en virkelig fantastisk oplevelse. Det var lidt ligesom at se en film, bortset fra at man selv var der.. Trods de mange mennesker der ankom i busser hele tiden, var der meget fredfyldt og der var sommerfugle over det hele.. Virkelig smukt! 

På hjemvejen havde vi valgt en bådtur tilbage til Hoi An, for at opleve floden i Hoi An. Dette var også en virkelig hyggelig tur og vi fik frokost ombord på båden. 

Båden til hjemturen

Mandag (dagen hvor vi skulle hjem sent om aftenen) ankom Signe Mejdahl med sin veninde Ida og hendes mor. Vi spiste sammen på Mango Mango, den absolut bedste restaurant i hele Hoi An, og det var super hyggeligt.. 

Hjemturen stod på ren luksus. Fordi mandag var en helligdag i Vietnam, var de normale pladser udsolgt, så vi fløj hjem på business class.. Det var godt nok noget af en oplevelse.. 

Flyveturen varede kun en time og 15 minutter, men alligevel nåede vi at få to gange våde håndklæder, drinks, kanapéer og snacks.. Det var meget sjovt at prøve, men det er vildt at tænke på at der er så stor forskel på business class og economy class på et fly, men så er det da også prøvet.. :)

- HC - 




Tid til workshop..

En del af de obligatoriske elementer ved at være i udenlandspraktik er, at man skal afholde en workshop på sit praktiksted. Og når man er i Vietnam, kan denne workshop meget let udvikle sig til at blive lidt af et tilløbsstykke..

I vores tilfælde endte vi med at være omkring 40 mennesker.. Udgangspunktet havde dog været, at Tu Anh gerne ville have inviteret omkring 80, men heldigvis blev det holdt nogenlunde nede med "kun" 40.. Blandt dem der deltog i workshoppen var de andre danske studerende (eller i det mindste de fleste af dem..!), Lars Røgilds, Tu Anh (som også fungerede som tolk), hovedlærerinden fra hver af de 11 klasser i børnehaven, folk fra bestyrelsen, nogle stykker fra kontoret og forældre fra Kathrines og min klasse.

Alle de danske pædagogstuderende skal afholde en workshop, i vores tilfælde i slutningen af marts, og vi var, i de tre dage de varede, rundt og se dem alle på de forskellige institutioner. Lars Røgilds, vores internationale koordinator fra Roskilde seminarium, kom, som nævnt, ligeledes forbi for at overvære vores workshops.
Det var rigtig hyggeligt at få besøg af Lars hjemmefra. Dels fordi han kom med lakridser (!) og dels fordi det var rigtig rart at kunne fortælle om sine oplevelser, udfordringer og tanker om at være i et fremmed land. Lars har været hernede så mange gange efterhånden, at han ved hvad man taler om, når man taler om den vietnamesiske kultur og de forskelligheder der er. Efter alle workshoppene var færdige blev vi inviteret til middag af Lars, men da Kathrine og jeg desværre ikke kunne komme med, fordi vi fløj til Hoi An den aften, blev vi inviteret ud af Lars en dag før, så han lige kunne blive opdateret med vores situation i børnehaven og generelt i Vietnam. Det var en rigtig hyggelig aften..

Nå, men tilbage til vores workshop. Hjemmefra havde Lars pointeret vigtigheden af, at holde sig fra en meget teoretisk workshop og i stedet fokusere mere på praksis. Efter 2 måneder hernede gav det råd rimelig god mening. Mange vietnamesere udøver i virkeligheden en masse pædagogiske teorier i praksis, men der er meget lidt viden bag handling hernede. Derfor ville det var helt absurd at lave en meget teoritung workshop, for de ville simpelthen ikke forstå et kvæk af det hele.. Derfor var det meget vigtigt for Kathrine og mig at finde et emne der var teoretisk, men som kunne blive koblet til en pokkers masse praksiseksempler.

Vi valgte at tage udgangspunkt i Howard Gardner's 7 intelligenser (ja, så er der måske 8, eller hvem ved i virkeligheden hvor mange der er, men vi tænkte at 7 var mere end rigeligt at forholde sig til for vietnameserne).

Vi havde planlagt det sådan, at vi i vores teoridel kort fortalte om hvem Howard Gardner er, de forskellige karakteristika for de 7 intelligenser, hvilke ting man skal være opmærksom på når man arbejder med de 7 intelligenser og afslutningsvis kom vi ind på den danske måde at tænke på i forhold til de 7 intelligenser.
For at understøtte vores teori, havde vi lavet en masse aktiviteter som repræsenterede de forskellige intelligenser.
Vi delte gruppen op i 4 hold og de skulle så konkurrere om hvem der kunne få flest points i alle aktiviteterne.

Oplæg om de 7 intelligenser

For at understøtte vores teori, havde vi lavet en masse aktiviteter som repræsenterede de forskellige intelligenser. 
Vi delte gruppen op i 4 hold og de skulle så konkurrere om hvem der kunne få flest points i alle aktiviteterne. 


"Build the Story - the Linguistic Intelligence"

"Fish Pond - the Bodily-kinaesthetic 
Intelligence"

"Puzzle - the Logical-mathmatical 
Intelligence"

"Feel and Guess - the Spatial
Intelligence, the Bodily-kinaesthetic
Intelligence and the Logical-mathematical
Intelligence"

Dagen var virkelig vellykket og vi har efterfølgende fået som feedback, at de vietnamesiske lærerinder ikke kendte til teorien før workshoppen, men at de har fået øjnene op for børnenes kunnen. Som de sagde: "Det er jo ikke kun om de kan læse eller lave matematik der definerer om de er intelligente, det har vi fundet ud af nu". 

Mere kan vi ikke rigtig ønske os ud af workshoppen... 

- HC - 




onsdag den 11. april 2012

Jep.. Jeg er her endnu..

Puha - er det bare mig, eller er der gået virkelig lang tid siden jeg skrev det sidste oplæg?

Der er selvfølgelig en helt naturlig forklaring.. Jeg har ligget vandret! Nej, jeg har ikke været syg igen (bank under bordet), men jeg har haft en virkelig travl periode som lige skulle "overstås". Men nu er jeg netop hjemvendt fra to gange ferie - læs de næste blogindlæg for mere info - og så må der gøres noget ved det, so here we go:

Sidste indlæg var en lille historie om vores udfordringer i Vietnam. Siden da, er vi flyttet ud af huset i Ho Giam hos de andre piger og vi er nu flyttet ind i vores egen lejlighed. Og sikke en befrielse! Det var skønt at være så meget sammen med de andre piger, men jeg er i virkeligheden bedst til at kunne have valget mellem at være social eller alenetid - og det havde jeg bare ikke i huset i Ho Giam fordi vi boede 6 piger under samme tag. Kathrine og jeg på samme værelse i samme seng vel at mærke.. Vi er så taknemmelige som overhovedet muligt over at have fået lov til at bo hos pigerne indtil lejligheden blev klar, men det er altså rimelig anstrengende at bo i en kuffert i 3 uger.. Vi havde ingen muligheder for at pakke ud og derudover havde vi jo ikke kun tøj, men et helt hus pakket ned i poser der stod på vores værelse, så man kan måske forestille sig hvor lidt med plads vi har haft?

Nå, men ind med os i Vuon Dao huset på Lac Long Quan (nord for West Lake). Og hvor er det bare intet mindre end fantastisk! Lejligheden er lys og lækker, den lever op til vestlige standarder og så kan vi trække vejret!! Det er simpelthen skønt at komme hjem efter en lang dag på arbejde og hverken være nødsaget til at have maske på for at kunne trække vejret nogenlunde eller bekymre sig om alle de bakterier der er rundt omkring..

Vi vil meget gerne anbefale denne lejlighed til kommende studerende, så sig endelig til hvis I har brug for kontaktoplysninger..

Overfor huset hvor lejligheden ligger i, ligger en kæmpe byggeplads. Lige nu er der ikke meget ved det, men om noget tid, når de bliver færdige, kommer der til at ligge et kæmpe shoppingcenter (!!) med Big C, som er et kæmpe supermarked, diverse butikker og endda en biograf. Det bliver derfor et ret fint sted at bo med tiden.. :)

Livet går videre i Hanoi, nu med to raske piger.. :) Alle træerne er efterhånden sprunget ud og sommeren nærmer sig stille og roligt. Det er meget nemmere at se lyst på tingene nu hvor helbredet ikke er en faktor man skal bekymre sig om hele tiden, så kom an Hanoi!

- HC -



søndag den 18. marts 2012

Historien om de to piger og det vietnamesiske mugmonster..

Der var engang to danske piger der drog til Vietnam på nye eventyr.
Hjemmefra havde de arrangeret et sted at bo i Hanoi - for de havde aldrig været i det nye land før og dette hus var blevet anbefalet af nogle andre hjemmefra. Huset skulle ligge i en lille gade tæt på et andet hus hvor der var fire andre danske piger på selvsamme eventyr.

Da de to piger kom til huset var alt i den skønneste orden. De syntes det var meget spændende at skulle bo i et rigtig vietnamesisk hus på max 3 meter i bredden og så ellers på fem etager. De fik hver deres etage med et værelse og et badeværelse og de nød livet i det nye hus. Huset lå ikke i selve gaden, men i en lillebitte gyde hvor sollyset havde meget svært ved at trænge igennem.

Dagene gik og de to piger begyndte at blive syge. Det var da lige godt pokkers, tænkte de, og i starten troede de at det måske var det kolde vejr. For Hanoi kunne godt være et meget koldt sted at være om vinteren..

Efter noget tid var sygdommen stadig ikke blevet bedre og de to piger begyndte nu at blive lidt desperate. Hvorfor kunne de dog ikke få sygdommen ud af kroppen? På et tidspunkt kom der nogle længe ventede dage med varme og solskin og pigerne tænkte, at nu skulle det hele nok blive bedre.

Den aften, da de kom hjem fra arbejde, blev de dog mødt af noget meget farligt i deres hus i den lille gyde: Det vietnamesiske mugmonster!!

De havde godt hørt hjemmefra, at det var meget normalt at se spor efter monsteret mange steder, men de to piger havde ikke regnet med at møde monsteret i egen høje person! Uha, hvor syntes pigerne ikke at den oplevelse var sjov.. Og hvad skulle de nu gøre? Mugmonsteret havde jo invaderet deres lille fine hus og det virkede ikke som om det havde tænkt sig at flytte ud!

De første små spor efter mugmonsteret

Pigerne besluttede sig for at give mugmonsteret en chance og de accepterede derfor at bo under samme tag som det til at starte med. Men pigerne fandt snart ud af, at mugmonsteret var meget ulideligt at bo sammen med og som dagene gik, overtog mugmonsteret mere og mere i det lille hus. Til at starte med kunne de to piger ikke se sporene efter mugmonsteret særlig mange steder, men stanken i huset var ikke til at tage fejl af - mugmonstre lugter nemlig rigtig fælt! 

En dag fik de to piger nok af stanken og de besluttede sig derfor for at finde ud af hvor mange steder i huset mugmonsteret havde været. Og der skulle ikke gå længe før de fandt ud af, at mugmonsteret nu boede i hele huset og at der snart ikke var plads til de to piger længere. De flyttede rundt på møblerne og blev helt forskrækkede over hvor tydelige spor der nu var efter mugmonsteret. Både på møbler og ud fra væggene piblede de små spor frem. Det var endda så slemt nogle steder, at sporene ligefrem havde omdannet sig til små svampe...! 

Den ene arme piges taske med tydelige
spor fra mugmonsteret

Mugmonsterets grimme ansigt

Der var nu ikke noget at sige til, at de to piger blev ved med at være så syge. Noget måtte der gøres, for pigerne vidste heldigvis at mugmonsteret var blevet farligt at bo sammen med. Heldigvis arbejdede der en amerikansk lærer i børnehaven sammen med de to piger og de kunne huske, at han havde snakket om en lejlighed i det samme kompleks som han boede i. De spurgte ham derfor om han måske kunne skaffe dem en kontakt til denne lejlighed og til deres held og store glæde kunne de komme ud og se lejligheden allerede samme dag. 

Den aften drog pigerne derfor afsted for at se den nye lejlighed. Det viste sig, at det var engelsklærerens lejlighed der ville blive ledig, da han og hans roommate skulle flytte ned i lejligheden på etagen under. Og pigerne blev simpelthen så glade da de så lejligheden. Ikke nok med at den var tør, ren og helt uden tegn fra mugmonsteret, men den var også så ny og fin at den nærmest var bygget i forhold til vestlige standarder. Her ville de to piger kunne have hver deres værelse, et fælles bad, et lækkert køkken (med gasblus!) og en rigtig hyggelig stue. Alene det at der var en stue var helt fantastisk i pigernes øjne, for det var der ikke i deres hus og de havde fundet ud af hvor meget en stue egentlig betød for dem og hvor meget de savnede deres danske hjem. 

Da aftenen var slut tog de to piger en taxa hjem mod mugmonsteret igen - nu med en ny lejlighed i lommen. De var ovenud lykkelige for de havde derudover også fået 3 måneders husleje tilbagebetalt fra den søde ejer af huset, men der var stadig lige et lille problem: Hvad skulle de nu gøre med mugmonsteret i mellemtiden? Pigerne besluttede sig for, at de ikke kunne bo sammen med mugmonsteret én nat mere og de ville derfor gøre hvad som helst for at bo et andet sted i mellemtiden. 

Heldigvis for de to piger, havde de fået fire meget fantastiske venner i de andre danskere i huset ved siden af og de endte med at invitere de to piger til at bo hos dem indtil den nye lejlighed blev klar, hvilket de to piger to imod med kyshånd. 

Dette var historien om de to piger og det vietnamesiske mugmonster. Moralen er, at man skal gøre sig bevidst om hjemmefra, hvilket sted man kommer til at bo når man sådan tager til et meget fugtigt land og skal bo der i et halvt år. De to piger i historien fik mærket på egen krop hvor kort tid der kun behøver at gå før helbreddet knækker og de kæmper den dag i dag stadig med at få den sidste sygdom helt ud af kroppen. Det er garanteret kun fordi at de var så uheldige at møde mugmonsteret i egen person og ikke kun sporene fra den, men de glæder sig i hvert fald meget til at flytte i den nye og ISOLEREDE lejlighed i den kommende uge! 

Snip, snap, snude - så er den historie ude... 

- HC - 



En aften som lokal..

I fredags i sidste uge kom jeg i snak med en pige ved navn Phuong, der er datter til en af kontordamerne i børnehaven. Hun er desuden sviger-kusine (hvis der da er noget der hedder det) til Sao Mai, som er en af lærerinderne i en af klasserne.
Hun taler rigtig godt engelsk, hvilket var rigtig rart, da jeg til dagligt bliver nødt til at forenkle mig engelske sprog helt enormt for at blive forstået. Men fordi Phuong selv taler rigtig godt engelsk, så kunne vi tale om en masse ting og gå mere i dybden med det, både fagligt og rent personligt. 

Hun var meget interesseret i vores arbejde i børnehaven og kunne sætte sig helt ind i hvor svært det til tider er, at arbejde med børn der ikke forstår hvad man siger. Hun har selv arbejdet som underviser i engelsk for nogle skolebørn i Kina på et tidspunkt (jeg under mig dog lidt, for Phuong er kun 20 år...), så hun har selv haft sprogbarrieren inde på livet. 

Efter en meget lang og hyggelig snak, spurgte hun om Kathrine og jeg ville have lyst til at tage med på et natmarked inde i centrum som kun har åbent fredag til søndag om aftenen, da det bliver afholdt ude på gaden. I virkeligheden var det Linh, en af pigerne på kontoret, der meget gerne ville invitere os ud, men fordi Linh ikke taler et ord engelsk, havde hun sat Phuong til at oversætte alt for hende. 

Det skal lige siges, at Linh er meget fascineret af Kathrine og mig og hun vil virkelig gerne fortælle os alle mulige ting, men har som sagt meget svært ved det på grund af sprogbarrieren. Indtil videre har hun Google-translatet sig til en masse forskellige breve til os, men nu har hun altså allieret sig med Phuong. :)

Vi tog de andre tøser fra huset med (på nær Signe Mejdahl, der var i Sapa med to venner) og det var en virkelig hyggelig aften! Vi startede med at spise noget mad på et lokalt gadekøkken hvilket var vores første oplevelse med gadekøkkenet. Det var meget rart at være med nogle lokale første gang, for nu har vi fået blod på tanden og det er nu meget hyggeligt at sidde blandt de lokale og spise på deres facon.

Middag på gadekøkken

Efter middagen tog vi på natmarkedet for at lure. Nogle af pigerne ville købe noget neglelak, men de fik skarpt besked om ikke at købe dem: Det skulle Linh nok gøre, så hun kunne få det til normalpris. Vietnameserne får jo en anden pris i forhold til udlændingene hernede og sådan er det bare - det har vi ligesom vænnet os til. 

Efter vi havde gået rundt på markedet i et stykke tid skulle vi have noget at spise IGEN! Jeg ved ikke helt hvad det er med vietnamesere, men de spiser virkelig meget og hele tiden. Jeg forstår ikke hvordan de kan være så små hernede, for det er ikke ligefrem super sund mad de spiser heller..

Nå, men vi skulle både have kastanjer, sukkermasse på pinde (det lignede lidt bolchemasse men smagte som karamel) og frisk frugt i en underlig blanding med kondenseret mælk i bunden (som også smager af karamel).

Frugtmix på gadekøkken nummer to


Det har været rigtig godt at opleve en aften som de lokale ville gøre det. Ved at blive inviteret ud af nogle vietnamesere har jeg fået et andet indblik i hverdagen hernede og det har været alletiders.

Jeg ser frem til mange flere aftener i selskab med de to ildsjæle - for jeg ved at de vil komme!

- HC - 

onsdag den 14. marts 2012

Kvindernes internationale kampdag..

Så fandt jeg da ellers lige ud af hvad det vil sige at fejre kvindernes internationale kampdag, eller "Happy Women's Day" som de siger i Vietnam.

Vi kender jo dagen fra Danmark (eller nogen gør i hvert fald), men det er jo ikke rigtig noget vi fejrer. Det må man sige, at de gør i Vietnam!

Vi havde på forhånd fået besked på, at tage vores ao dai med - vores skræddersyede vietnamesiske nationalkjoler - til både Kathrines og min store glæde (Host, host!)..

Og så startede gaveorgiet ellers! Dagen forløb i virkeligheden som den plejer, men når børnene ankom sammen med deres forældre, havde de enten pengegaver, blomster eller gaver med til lærerinderne. Jeg fik især mange ting i forhold til de andre lærerinder, hvilket jeg havde det lidt underligt med. Det er dem der går op i at fejre dagen og ikke mig, så jeg synes det var lidt underligt, at jeg skulle tage imod den ene gave efter den anden i stedet for lærerinderne i min klasse, men det betyder meget for både børn, forældre og lærerinder at vi, som danskere, er i deres børnehave, så jeg tog pænt imod alle gaverne - og var meget overvældet.

Så blev det tid til fællesbillede af alle de ansatte i børnehaven, og alle lærerinderne skulle derfor iføre sig sin ao dai. Som beskrevet tidligere, er min lyseblå med hvide blomster og hvide bukser og Kathrines er pink med guldblomster og guldbukser. Vi havde det virkelig underligt med at tage kjolerne på, men for en gangs skyld blev vi set på som værende helt normale og som "bare en af dem", hvilket faktisk var enormt dejligt at prøve.
Normalt bliver vi jo stadig behandlet som om vi er noget helt specielt i forhold til dem, men her fik vi lov til at være ligesom dem, og det var dejligt.

Jeg har dog aldrig været så bevidst om min egen kropsholdning som jeg var da jeg havde min ao dai på! Den er absolut ikke syet til at man skal kunne bevæge sig meget i den og den er lukket med trykknapper, så hvis man kommer til at bevæge armene for meget, så springer knapperne op. Jeg har derfor aldrig rettet min ryg så meget som jeg gjorde i den lille time jeg havde kjolen på! :)

Fra venstre: Hong Anh, Sao Mai, mig, Kathrine, 
Tu Anh, Huyen og Thuy. 

Det officielle billede af alle de ansatte i Thang Long 
Kidsmart Kindergarten

Om eftermiddagen blev dagen fejret i hver klasse med kage og hvad jeg ville kalde en ceremoni. Når børnene har fødselsdag i børnehaven er der købt kage og så bliver forskellige børn udvalgt til at tage fødselsdagsbarnet i hænderne og lykønske ham/hende med dagen og med forskellige ønsker for fremtiden. Det samme foregik denne dag. Her blev der så bare valgt et barn til hver lærerinde (og mig) som skulle lykønske foran resten af klassen. Jeg blev lykønsket af en af drengene fra min klasse med ønsket om, at jeg altid ville være rask, glad og smuk. :) 

En anden af drengene havde en masse små kunstige blomster med pakket ind i cellofan og han gik rundt til alle pigerne i klassen og gav dem en hver. 

Det var hyggeligt at opleve entusiasmen i fejringen af en dag, som vi i Danmark ikke ænser på nogen videre måde. Men for vietnameserne betyder dagen enormt meget. Det er dagen hvor kvinderne er de vigtigste og kan få lov til at blive forkælet og bestemme.
Som det beskrev for mig: "Vi har to dage om året hvor der er os der bestemmer: Kvindernes internationale kampdag og den vietnamesiske kvindedag i efteråret". 

Jeg mærker dog generelt en stor respekt omkring det arbejde lærerinderne gør i børnehaven fra forældrerne side og er glad for at de bliver sat pris på i det daglige og ikke kun de to gange om året - for det fortjener de!  

- HC -