Et skulderklap af rang..

Nogen gange bliver man bare så glad og stolt, at man bliver nødt til at dele det med nogen!

I går havde Kathrine og jeg et møde med Tu Anh, for at interviewe hende til vores tværprofessionelle opgave. I den sammenhæng kommer den overordnede leder ind og hyggesnakker lidt med os.

Da lederen ikke taler engelsk oversætter Tu Anh for hende. Vi begynder at tage om vores anden workshop, som skal løbe af stablen snart og vi spørger ind til hvornår de synes det ville være bedst at afholde den. Anden workshop er ikke lige så formel som den første workshop vi havde. Denne gang er det lærerinderne der skal igang med at lave aktiviteter, men mere om workshoppen om en uges tid.

Vi får i hvert fald spurgt til tidspunktet, og lederen siger så noget til os på vietnamesisk. Tu Anh fortæller os, at lederen synes, at vi allerede dagligt har afholdt vores anden workshop. Hun mente, at vi har gjort sådan en stor indsats og forskel i hverdagen, at vi nærmest ikke behøvede at afholde den anden workshop! Hvis ikke det giver én en tilfredshedsfølelse, så ved jeg ikke hvad gør! :)

Derudover sagde hun så, at ledelsen gerne ville tilbagebetale os hvad der svarede til 3 måneders leje af vores motorbike, fordi de synes vi er så modige at køre på arbejde hver dag i myldretiden og fordi de sætter så stor pris på os!! Kathrine og jeg sad lidt mundlamme og kiggede på hinanden, for det er der jo virkelig ingen grund til at de gør, men når vietnamesere har besluttet sig for noget, så kan ikke engang ti vilde heste holde dem tilbage, så vi måtte jo pænt takke da vi hver fik en kuvert med penge stukket i hånden..

Jeg syntes det var så fantastisk at jeg lige måtte dele det med jer! :)

Nu kan jeg da med ro i sindet tage hjem og føle at jeg har gjort en forskel!!

- HC -

Same same but different!

Så sluttede vores 14 dages ferie og vi har derfor taget hul på vores sidste 3 ugers arbejdsperiode i dag.

Jeg skulle jo tilbage til Mickey-klassen - dog uden børnene! Det er nu nogle andre børn der er rykket et klassetrin op, og som jeg vist nok har nævnt tidligere så kender jeg børnene i forvejen, da jeg har undervist dem i engelsk.

Det var faktisk (på en eller anden måde lidt mod forventning) været en virkelig rar og hyggelig dag. Jeg havde nok forestillet mig, at jeg mere eller mindre ville checke mentalt ud de sidste 3 uger, for det er ikke lang tid at bruge sammen med børn og jeg ville ikke engagere mig for meget i en klasse jeg ikke skal være en del af i mere end et par uger. Men det kan jeg jo selvfølgelig ikke når det så kommer til stykket!! :)

Så jeg har leget for fuld skrue i dag!

Lærerinderne er også nogle andre end dem jeg har været sammen med indtil videre. Det er nu en lærerinde der hedder Sao Mai der er hovedlærerinde i min klasse og jeg fik mig en snak med hende i dag angående klassen. Jeg sagde, at jeg virkelig godt kunne lide at der var så meget plads til leg i klassen (vi har faktisk ikke lavet andet hele dagen) og hun fortalte mig, at hun mente at det var godt for børnene at lege og derfor ville hun lade dem lege hele sommeren og ikke undervise dem så meget. Og så sluttede hun af med "når børnene er glade, så er jeg glad!". Det var en fryd for ørerne! :)

Da vi skulle hjem blev jeg mødt af nogle af "mine gamle børn", der kom springende imod mig i gården og det var helt fantastisk at se dem igen. Det er egentlig en sjov følelse - jeg har jo i virkeligheden kun været væk fra dem i 2 uger, men da havde jeg jo forberedt mig på, at jeg nok aldrig ville komme til at se nogen af dem igen (selvom der er mange af dem der er fortsat i skolen i Thang Long Kidsmart). Så da jeg så dem væltede der alligevel en bølge af varme og genkendelighed igennem kroppen på mig. Det var super rart at se dem igen og så kunne jeg lige mærke hvor meget jeg egentlig allerede savner dem..

Nu er der kun 14 arbejdsdage tilbage og jeg ser egentlig frem til at tilbringe de sidste dage med de nye børn - 14 dage der forhåbentlig skal stå i den frie legs tegn!

Jeg håber I har der godt derhjemme!

- HC -

Nationalfølelsen når også helt til Vietnam..

Jeg plejer ikke at påstå at jeg er den store fodboldfan.. Ofte ser jeg det mere som en flok mænd der render fjollet rundt efter en bold i 90 minutter og jeg kan synes at det er nooooget så kedeligt! Det gælder dog ikke når det drejer sig om landsholdskampe - der sætter nationalfølelsen alligevel ind!

Derfor stod min lørdag aften på mig i sofaen med Danmark-Holland i fjernsynet, for ja, EM-feberen når heldigvis helt til Vietnam (ligesom French Open, som jeg i meget højere grad sidder klistret til skærmen for)..

Kathrines kæreste Lars og hans mor Sanne har været på besøg den sidste uge, og de valgte at tage et smut til Hoi An idag indtil onsdag i næste uge (igen, igen), men på grund af et mystisk frafald af penge på kontoen (hvor mon de er blevet af?) har jeg valgt at blive hjemme, for i stedet at bruge mine sidste rejsepenge på Phu Quoc om en lille måned.

På grund af ovennævnte pengesituation valgte jeg også at takke nej til at mødes med de andre på en bar for at se kampen. Dels på grund af at kunne spare en masse penge, dels fordi jeg egentlig syntes det var meget rart at være alene! :)

Derfor var det altså bare mig der heppede i sofaen, da Danmark så smukt - eller... ok, de vandt da! - tog sejren hjem!

Hep hep Danmark! 

Det var nu til tider sjovere at høre på de vietnamesiske kommentatorer, der havde mange udfordringer med at udtale henholdsvis de danske og de hollandske navne - og så undre sig over hvorfor Holland har valgt at spille i en dragt der får dem til at ligne amerikanske straffefanger... :) 

Men hermed et lille shout out til de danske fodbolddrenge! Keep them victories coming! 

- HC - 

Farvel til Mickey

Øj, hvor er det efterhånden et godt stykke tid siden der er kommet indlæg på bloggen som ikke har været et obligatorisk element. 

Siden sidst jeg gav lyd fra mig har jeg brugt det meste af tiden på at arbejde og nyde den sidste tid med "mine" børn i Mickey-klassen. De havde sidste dag i torsdags, d. 31/5, og det var i virkeligheden ret underligt. 

Nu har man efterhånden fået opbygget en masse med børnene i klassen, vi har lært hinandens signaler at kende og vi har lært at kommunikere med hinanden trods det at vi ikke taler hinandens sprog. 

Selvfølgelig er det at sige farvel en naturlig del af det at arbejde med børn, men jeg synes nu stadig at det er en underlig fornemmelse at sidde med, nok også specielt fordi man ved, at det er et definitivt farvel. Jeg kommer jo virkelig ikke til at se disse børn igen! Når jeg tager tilbage til Danmark om lidt over en måned (!), så har jeg jo ikke mulighed for at støde ind i dem igen, som man jo nogen gange har med danske børn. 

Derudover er det en meget underlig fornemmelse jeg sidder tilbage med nu, for lige i skrivende stund har vi ferie og skal tilbage til børnehaven næste fredag, d. 15/6. Derefter har vi kun 3 arbejdsuger tilbage før vi stopper helt, og i de 3 uger skal jeg så arbejde med nogle nye børn. 

Og alle der har været i praktik, eller generelt har startet et nyt sted, ved at de første 3 uger går super hurtigt. Der er en masse navne der skal læres udenad, jeg skal stifte bekendskab med de nye rutiner da jeg også kommer til at arbejde med nogle nye lærerinder og i det hele taget skal jeg hele møllen igennem engang til med at opsamle alle de forskellige nye indtryk. Derfor havde jeg klart foretrukket at kunne være blevet hos de samme børn som jeg har været hos hele tiden (som Kathrine er så heldig at have muligheden for), men sådan er min situation nu engang ikke og så må jeg bare tage det som det kommer. Jeg håber bare at jeg stadig vil være i stand til at være helt til stede i dagligdagen, selvom jeg ved at det bliver sværere nu. Jeg tror jeg får svært ved at engagere mig helt i børnene på samme måde som jeg gjorde med den gamle klasse. 

Ikke fordi jeg ikke gider børnene mere - slet ikke - men fordi jeg lidt synes det er synd for børnene hvis de når at skabe nogle alt for tætte bånd til mig, da jeg jo kun vil være hos dem i 3 uger. Men jeg har under hele mit ophold undervist den nye klasse i engelsk, så vi kender allerede hinanden en smule og det med at knytte bånd sker MEGET hurtigt for vietnamesere, så jeg tror allerede at "skaden er sket".. :)

At sige farvel til Mickey-klassen var en virkelig syret oplevelse. Vietnamesere bliver normalt talt om som værende et folk der ikke udadtil viser følelser, men dem der påstår det har ikke været med til at tage afsked med børnehavebørn!! 

Mine venner plejer nogen gange at lave sjov med mig med at sige at jeg er kold og kynisk, fordi jeg ikke så let bliver synligt påvirket i visse situationer som andre ville gøre, men denne gang sad jeg faktisk med følelsen af, om der måske var noget om snakken.. :) 

Vi holdt en afslutningsceremoni for børnene, forældre og ansatte på skolen, hvor børnene optrådte med forskellige sange og danse, jeg fremførte mit pædagogiske projekt sammen med børnene, lærerinderne (og jeg) holdt afskedstaler til børnene og børnene fik deres diplomer. Og der var mange mennesker til dette arrangement. Og da det kom til afskedstalerne begyndte hele huset at vræle.. Og her taler jeg ikke om et par fugtige øjne, et par stille tårer ned af kinden eller et enkelt lille diskret hulk - de STORTUDEDE!! Og hvem var den eneste der stadig sad og smilede glad? Den lyshårede dansker i den blå kjole - mig!! 

Jeg forstår det bare ikke.. Ja, jeg kan godt se, at man skaber nogle meget tætte relationer til børnene i løbet af året og ja, det er generelt svært at skulle tage afsked med folk man holder af, men det var jo nærmest som at være til en begravelse til tider. Jeg måtte desværre tage mig selv i flere gange at kigge på Kathrine og kvæle et grin, for jeg syntes sgu det var lige lidt for flippet for mig.. 

Miss Huyen tager en tårevædet afsked

med børnene

Jeg mener, selv de nye lærerinder, der kun havde været i klassen en uge, sad og vrælede som et lille barn der lige havde fundet ud af at julemanden ikke findes! Hellige makrel, det var sgu for meget for mig - så må mine venner gerne kalde mig kynisk! Og de stakkels børn blev jo lige så kede af det ved at se alle de voksne græde, så det var virkelig en dominoeffekt af dimensioner jeg var vidne til der! 

Nå, men vi fik sendt Mickey-børnene godt videre ud i verden og jeg kommer sgu til at savne dem, de små rollinger! :) 

Gad vide hvad de mon ender som når de bliver voksne? Det kunne være sjovt hvis man kunne opleve det.. 

- HC -