Jeg har set frem til at stoppe længe, for det har betydet at jeg dermed også snart ville være på vej hjem til Danmark igen. Men jeg har samtidig haft det rigtig underligt med det, for det har jo på samme tid været min arbejdsplads, mit liv og min vietnamesiske familie de sidste 6 måneder. Og det er aldrig sjovt at sige farvel til nogen man holder af!
Da jeg snart har fødselsdag, men lige når at rejse hjem inden, havde Sao Mai (hovedlærerinden i min nye klasse, Mickey 1) besluttet sig for at vi skulle holde en fødselsdagsfest for mig. Og jeg skal da lige love for, at jeg blev fejret på ægte vietnamesisk manér!
Min flotte fødselsdagskage
Pigerne i klassen og mig
Drengene i klassen og mig
Lærerinder og veninder til min fødselsdag
Folk som kender mig ved, at min fødselsdag ikke lige er det jeg går mest op i normalt, men det var faktisk rigtig sjovt at blive fejret som de gør hernede, men lykønskninger fra børnene om godt helbred, evig skønhed og evig lykke, et orgie uden lige af slik, kager og chips og sange på både engelsk og vietnamesisk. Min fødselsdag var samtidig tidspunktet hvor jeg skulle sige farvel til Sao Mai, der desværre ikke ville kunne være med i vores afslutning på grund af ferie. Det var rigtig mærkeligt at skulle sige farvel. Selvom vi kun har haft 3 uger sammen i samme klasse, så har vi alligevel nået at knytte et meget tæt bånd til hinanden og jeg er sikker på at vi kommer til at holde kontakten fremover.
Dagen efter "min fødselsdag" var det tid til at tage afsked med resten af børnehaven.
Til frokost var der arrangeret det store frokostbord med de lærerinder der havde haft tættest samarbejde med os, nogle af pigerne fra kontoret, ledelsen, Tu Anh og nogle fra køkkenet. Her fik vi taler, afskedsgaver (vi fik hver en meget fin fotobog med billeder fra vores tid i børnehaven - en rigtig dejlig og rørende gave!) og ikke mindst vores udtalelser. Dem havde vi ventet i spænding med at få, og det var simpelthen så overvældende at læse. Alle de tanker omkring hvorvidt man nu har været i stand til at yde nok med alle de barrierer der har været, blev fuldstændig skudt i sænk da jeg læste min udtalelse. Jeg er godt nok stolt og beæret over, at jeg har været i stand til at sætte sådan nogle dybe fodspor i så mange menneskers liv og på så kort tid. Det betyder en masse for mig!
Da fyraften kom var vi rundt til samtlige klasser for at sige pænt farvel. Sværest var det selvfølgelig at skulle sige farvel til de lærerinder om vi har arbejdet mest sammen med - og som i høj grad nu er blevet veninder i stedet for kollegaer! Og som jeg hele tiden har sagt: De er virkelig min vietnamesiske familie. Selvom vi selvfølgelig har lovet at komme igen og besøge dem alle i børnehaven, så er det meget muligt, at nogen af lærerinderne ikke vil være i Thang Long Kidsmart Kindergarten længere, og det var derfor med den tanke i baghovedet, at jeg skulle sige farvel. For det kan meget muligt have været netop det: Et "farvel" og ikke et "på gensyn". Det er meget underligt at tænke på, men jeg har sørget for at få kontaktoplysninger på de lærerinder jeg virkelig har fået noget tæt med, og om jeg så skal tage hen hvor de er, nå jeg engang kommer tilbage til Vietnam, så gør jeg gerne det. Hvad man ikke gør for at besøge venner!
Efter en ret tårevædet afsked fra flere af lærerinderne tog vi vores motorbike hjem en sidste gang inden den også skulle afleveres.
Et kapitel i mit liv er slut. Det lyder måske en smule dramatisk, men det er jo netop det det er. Mit vietnamesiske kapitel er ved at være slut og det har været en fuldstændig fantastisk oplevelse! Jeg ville ikke have været noget af det for uden og jeg kommer til at savne mine venner hernede. Og så Hanoi. Trods op- og nedture har Hanoi en kæmpe plads i mit hjerte - det har været mit hjem i 6 måneder af mit liv!
Tam biet va cam on Viet Nam!!
- HC -
Ingen kommentarer:
Send en kommentar