onsdag den 25. januar 2012

Goooodmorning Vietnam!!

Puha.. Så blev det endelig en realitet!

Efter at have været nødsaget til at betale et "mindre" pengebeløb for en smule overvægt ved indcheckning i Kastrup lufthavn, afsked med venner og familie, 12 t. 40 min. i fly med mellemlanding i Warszawa og en meget overvældende tur fra lufthavnen til hotellet i den forudbestilte bil, ankom vi endelig til hotellet i centrum af Hanoi. Kathrine og jeg har ferie de første 9 dage og vi har derfor valgt at bo på et hotel i centrum for at lege turister de første dage og få en fornemmelse af byen.

De to første dage så vi dog først Hanoi efter mørkets frembrud, da vi har kæmpet lidt med jetlag og vi oplevede derfor heller ikke det vietnamesiske nytår (Tet eller Lunar Year) i den grad som vi havde regnet med hjemmefra (bortset fra første nat hvor hotellet på magisk vis forvandlede sig til et diskotek).

Her står Kathrine foran hotellet i Hang Manh Str.

Hoan Kiem søen ved det vietnamesiske nytår

På grund af de to første dage som muldvarper var dagen i dag derfor noget af et kulturchok! Nytåret er ved at være et overstået kapitel og der er derfor så småt ved at komme flere og flere trafikanter på vejene - og der var altså ikke få under nytåret! Alle vegne er der biler og i højere grad de såkaldte motorbikes, som nok mere ville blive betegnet som knallerter i Danmark, og lyden af konstante dyt runger i hovedet på én. Men hvor man i Danmark betragter et dyt som noget negativt, er det i Vietnam det stik modsatte - alt efter hvor heftigt der bliver dyttet altså. Her bruger de simpelthen hornet til at gøre opmærksom på sig selv. Det er nemlig slet ikke unormalt at køre midt på vejen, køre over for rødt eller svinge om hjørner uden at tjekke for modkørende. Og den vietnamesiske trafik har et meget tydeligt hieraki: Jo større køretøj du sidder i/på, jo mere magt har du i trafikken! Man skal som fodgænger derfor passe på når man krydser vejen og man skal især være opmærksom på bilerne!

Man kan sige som hovedregel: Stop for Guds skyld for biler og busser, men bare gå hvis det er motorbikes eller cykler. De er nemlig ekstremt dygtige til at vige uden om fodgængere der krydser vejen på alle mulige tænkelige måder. Finten er at blive ved med at gå i et roligt tempo uden at kigge på trafikken, så beregner trafikanterne din rute og kører dermed udenom dig.
Det kan virke enormt grænseoverskridende at gå ud på en vej hvor 30 motorbikes er på vej imod dig, men vi har været her i 4 dage nu og vi er allerede blevet en smule bedre til det, så det skal nok ende med at vi bliver lige så gode som vietnameserne! :)

Nå, i dag var så dagen hvor vi for alvor skulle ud og udforske hvad Hanoi har at byde på. Vi besluttede os for at gå op imod søen og før vi vidste af det var vi indblandet i følgende scenarie:

Vi går ned af gaden. Pludselig er jeg væk og Kathrine kigger derfor bagud. Her får Kathrine øje på mig der ud af ingenting har fået plantet en af de famøse rishatte på hovedet og et langt bambusåg med en kurv med frugt i hver ende på min ene skulder. Tre infame vietnamesiske kvinder nærmest overfalder os derefter med "oh, you so pretty", giver Kathrine samme udstyr på og tager billeder af os (med vores egne kameraer) for til sidst at stikke os hver en pose med frugt... og så i øvrigt kræve 150.000 Dong for det (ca. 45 kr.). Kathrine bliver overfaldet af to af dem og får på en eller anden måde punget ud med 400.000 Dong (ca. 120 kr.). Det er kraftstejleme det dyreste frugt vi nogensinde har købt! :) Det endte med at vi gav frugten til en meget fattig mand og hans dreng på gaden som blev virkelig taknemmelige for det - så gjorde det ikke lige så ondt i pengepungen alligevel..

Dagens rejsetip nr. 1: Gå bare videre og sig bestemt "nej" når du bliver overfaldet af vietnamesiske kvinder med frugt, eller i det hele taget folk der prøver at prakke dig noget på! :)

Derefter valgte vi at tage en tur med en cyclo (xich lo) som er en cykeltaxa hvor man sidder på et meget lille sæde foran cyklen. Vi valgte at køre i samme cyclo begge to, for der kunne vi da godt lige sidde.. Det var måske ikke det klogeste træk, for det endte med at vi sad i spænd og inden den time var gået som turen varede, havde vi krampe i benene og diverse andre steder, men det var en af de sjoveste tur jeg længe har haft og vi så en masse spændende og hyggelige gader i Hanoi som vi ikke ville have set ellers, så det var en fantastisk tur. Vi endte med at give gode drikkepenge, da vi havde virkelig ondt af den arme mand på cyklen!

Kathrine og mig - rimelig presset sammen i én cyclo!

Dagens rejsetip nr. 2: Hvis du er et menneske af europæisk størrelse så tag for alt i verden hver jeres cyclo hvis I skal på sådan en tur! :)

Vi skal snart have nøglerne til det hus vi skal bo i, hvilket jeg glæder mig lidt til faktisk. Det er sjovt at være turist og have tid til at se en masse, men det bliver også godt at komme rigtigt igang med hverdagen hernede..

Det var vist det for nu - hav det godt!

- HC -

onsdag den 11. januar 2012

Velkommen til min blog!

Hurra!! Min første blog...

Mit navn er Maria og jeg læser på pædagogseminariet i Roskilde. De næste 6 måneder skal jeg være i praktik i en børnehave i Hanoi i Vietnam og jeg vil på denne blog løbende holde jer opdateret med både faglige krav fra seminariet og personlige oplevelser.

Jeg har delt det sådan op, at det forhåbentligt vil være overskueligt for jer, at se forskel på de faglige elementer og de personlige indlæg her på bloggen. Der vil både være familie, venner og faglige personer der følger denne blog, så jeg har forsøgt at gøre det nemt at finde de oplæg man er interesseret i at læse. I "Private indlæg" vil alle mine private indlæg blive lagt ind og under "Faglige elementer" vil alle mine krav om de faglige elementer fra seminariet blive lagt ind. Her har jeg ligeledes, som en lille bonus, lagt en masse praktisk info ud til kommende udenlandsstuderende i et forsøg på at gøre forberedelserne så overskuelige som muligt.

Så velkommen til og skriv endelig til mig hvis I skulle have spørgsmål!

- HC -