Fagligt element I - Reflektioner inden hjemrejsen

Nu er jeg snart ved at være ved enden af mit ophold her i Vietnam og det er derfor tid til at se tilbage på mine oplevelser og erfaringer herfra.

Det er egentlig sjovt - for snart 6 måneder siden sad jeg i Danmark med en masse gisninger og forestillinger om hvordan mit liv i Vietnam ville være og hvilke udfordringer jeg ville blive stillet overfor. Nu sidder jeg her, i min lejlighed i Vietnam, og har alle svarene til de spørgsmål man stillede sig selv inden afrejse. Hvordan vil jeg håndtere at bo i et andet land? Vil jeg kunne byde ind med noget fra min kultur på praktikpladsen? Vil jeg kunne præge deres arbejdsmetoder i institutionen? Hvad vil jeg lære om deres kultur? Er der mon noget jeg føler jeg kan tage med mig hjem, rent fagligt? Vil det blive svært eller let for mig at hive mine rødder op for en periode og plante dem på den anden side af jorden? Vil jeg nogensinde lære trafikken at kende? Og alle de andre spørgsmål man helt automatisk stiller sig selv inden man skal afsted.

Lad mig starte med det faglige.

Et af mine kriterier for at tage i udenlandspraktik var, at jeg ville et sted hen med en forholdsvis høj faglighed, så muligheden for faglig sparring og udbytte var større. Jeg har hørt så mange beretninger fra tidligere udenlandsstuderende der ikke har fortalt om andet end billige drinks, billigt tøj, lækre strande og andre ting der er i højsædet når man skal på ferie. Og når jeg har spurgt om de overhovedet har fået noget fagligt udbytte ud af opholdet, har de alle svaret nej.

Men dette er en del af min uddannelse og jeg ville derfor gerne have så meget ud af det som muligt. På den måde har jeg været rigtig glad for at være havnet i Thang Long Kidsmart Kindergarten. Om det ville have været på samme måde hvilket som helst andet sted i Vietnam skal jeg ikke kunne sige, men jeg tager i hvert fald en masse faglig viden med mig hjem i kufferten. Måske er det ikke så meget vietnameserne der har lært mig noget nyt fagligt, men via deres arbejdsmetoder, holdninger og kultur har jeg lært en masse om min egen faglighed og ligeledes om mine personlige holdninger til det pædagogiske arbejde og mine kompetencer som pædagog.

Det at jeg har arbejdet med mennesker som ikke har talt samme sprog som mig har i meget høj grad udviklet mine kompetencer hvad angår kommunikation. Både verbal og nonverbal. Jeg har altid ment, at en af mine stærke kompetencer er, at være i stand til at læse andre mennesker. Men den kompetence har jeg fået udviklet i langt højere grad hernede. I starten fandt jeg ofte mig selv i baggrunden, da jeg ikke var i stand til at tale med børnene og derfor følte mig ubehjælpsom hvis de kom og havde brug for hjælp. Men med tiden har jeg lært at læse kropsprog og signaler på en helt anden måde end jeg har kunnet før. Jeg tror jeg er blevet meget mere opmærksom på de mennesker jeg omgås. Eller måske bare på en anden måde - for jeg synes nu altid jeg har været opmærksom. Men nu lægger jeg mærke til nogle andre ting, som jeg måske før ville have overset. Det har jeg været nødsaget til, for at være i stand til at forstå og arbejde med de vietnamesiske børn.
Jeg har ligeledes fået styrket mine verbale kommunikationsevner ved at tale med lærerinderne. Det engelske har været begrænset hos næsten alle lærerinderne, og jeg har derfor måttet øve mig i at være meget mere enkel og direkte i mit sprog i forhold til hvad jeg er vant til - og specielt på engelsk. Normalt, hvis en person ikke forstår hvad du mener, ville man prøve at komme med længere og mere beskrivende forklaringer, men når man taler med mennesker der næsten ikke har et engelsk ordforråd, så er man nødt til at gøre sig meget forståelig og direkte.

At jeg har fået udviklet min nonverbale kommunikationsevne i den grad jeg har, ser jeg som en stor styrke og som noget jeg helt sikkert vil tage med hjem og få gavn af. Min specialisering er mennesker med nedsat funktionsevne og i dette felt er det en ekstrem vigtig kompetence at besidde, da man jo også her ofte arbejder med mennesker uden et verbalt sprog.

Det, at jeg har været fra Danmark tror jeg har præget både min arbejdstilgang og institutionen. Jeg har i situationer skilt mig ud fra de andre lærerinder, fx spisesituationen. I Vietnam fodrer de børnene (nogle steder tvangsfodrer de også børn, men det er heldigvis ikke noget der forekommer i denne børnehave) og i starten var det meget grænseoverskridende for mig, at se 6-årige børn blive fodret. Jeg mener, de er 6 år, de kan altså godt selv spise! Men med tiden er også dette blevet en del af min vietnamesiske hverdag og jeg tænker ikke på samme måde over det længere og jeg gør det endda også selv en gang i mellem, hvis børnene aktivt beder om det. Mange børn ser det som en mulighed for at få lidt én-til-én tid med en pædagog og de ser det som en hyggestund og nyder det derfor. Men de vietnamesiske lærerinder gør det hovedsageligt for at få børnene til at spise hurtigere. Den holdning har jeg taget afstand fra hele tiden og gør det stadig. Dette gør, at jeg dagligt skiller mig ud i spisesituationerne og jeg får da også stadig undrende blikke en gang i mellem, fordi jeg ikke skynder på børnene på samme måde, men tager det i børnenes tempo.

Det er vigtigt at gøre op med sig selv, hvor meget af ens holdninger der er vanebestemt og hvor meget af det der rent faktisk er et standpunkt. For mig var det fordi det var uvant, at jeg ikke brød mig om fodringen i starten. Nu gør jeg det selv, men stadig med mine principper intakte og på min egen måde.

En anden ting jeg har haft meget svært ved at forstå er manglen på leg, og specielt udendørs. I Vietnam er alle aktiviteter styret af vejret. Hvis det trækker op til regn (eller har regnet, men så er stoppet igen) så må børnene ikke være udenfor på legepladsen og lege. Hvis det er for varmt, må de dog heller ikke være ude på legepladsen, for så begynder børnene jo at svede.
Jeg har stilt mig meget uforstående over for denne holdning og deres forklaring har gang på gang været, at forældrene ikke vil have det, for så bliver deres børn syge!
Jeg har flere gange prøvet at forklare dem, at børn altså ikke bliver syge af at lege udenfor og når jeg har fortalt om, hvordan børn i Danmark leger udenfor hele året, i al slags vejr, så er de meget skeptiske og ligner nogen der ikke helt ved hvad de skal tænke.

Jeg har igennem hele mig ophold forsøgt at få dem til at se alle de gode kvaliteter i, at børnene leger udendørs og jeg ved ikke om det er på grund af den danske indflydelse, men i øjeblikket leger børnene udenfor 30 min. hver dag. Jeg vælger at tro på, at de alligevel har lyttet til alle mine utallige historier om, at luft og motion er godt for børnene på mange forskellige måder!

Jeg føler på flere punkter, at institutionen som helhed har taget de ting vi som danske studerende har sagt til sig. Workshoppen vi lavede om de 7 intelligenser var et hit og jeg har flere gange oplevet, at lærerinderne har lavet forskellige lege med børnene, kommet og snakket om intelligenserne eller har gjort plads til flere indlæringsmetoder i klasserne.

Jeg tager tilbage til Danmark med en følelse af, at jeg rent faktisk har gjort en forskel og at de ting jeg har lært børnene og lærerinderne er blevet taget til efterretning, og at de vil fortsætte med at arbejde med det efter jeg er taget hjem - og det er en helt fantastisk følelse at sidde tilbage med. Så er mit arbejde gjort grundigt!

Og så til det personlige plan.

Når man taler med folk der har været i udlandet i længere tid, eller når man generelt taler med folk om det at tage ud, så bliver det næsten altid nævnt, at man kommer hjem som en helt ny person. Det har været noget jeg tænkte en del over inden jeg tog afsted, for var jeg i virkeligheden interesseret i det? Og var jeg egentlig enig med det?
Nu hvor jeg selv har været afsted et halvt år, kan jeg med sikkerhed sige, at det ikke er alle der kommer hjem som helt nye mennesker.

Lad mig forklare. Jeg tror mange personer vælger at tage til udlandet, fordi de har et eller andet de gerne vil have afklaret omkring sin egen person eller sit liv. Måske er det en udfordring til sig selv for at blive mere selvsikker og uafhængig, måske er det for at finde ud af hvem man er som person, måske er det for at flygte fra noget i sit liv, måske er det for at få afklaring på nogle ting i sit liv. Der er uanede mængder af forklaringer på hvorfor folk vælger at tage til udlandet. Min grund har ikke været noget der har været bundet til min personlighed. For mig har det været fordi det er noget jeg altid har ønsket - at komme ud og arbejde et sted i en helt anden verden, for bedre at kunne sætte pris på det vi har i vores egen verden. Vi er i den vestlige del af verden, og specielt i Skandinavien, meget priviligeret og jeg tror mange mennesker tager det for givet. Jeg ville gerne opleve noget helt andet end det jeg har været vant til og derfor var det vigtigt for mig at komme ud og opleve noget andet.

Selvfølgelig har jeg fundet ud af en masse ting omkring min personlighed, men det har mere været en bekræftelse af det jeg allerede vidste om mig selv, end en egenlig opdagelse af nye sider af min personlighed. Jeg er blevet styrket i mine holdninger til hvordan jeg som pædagog gerne vil arbejde og hvad mine arbejdsprincipper er. Jeg har fået bekræftet min egen etik og moral. Jeg har fået bekræftet at jeg er en mental stærk person, men størst af alt har jeg fået bekræftet hvor dejligt et liv jeg har hjemme i Danmark! Jeg har det sidste stykke tid længes hjem til mit liv derhjemme. Ikke fordi jeg på nogen måde har været ked af at bo i Vietnam, men jeg har fundet ud af hvad der virkelig betyder noget for mig og det har været enormt positivt.
Ved at opleve en anden kultur og det selv at blive en del af en anden kultur har vist mig, at jeg skal være meget taknemmelig for alt det jeg har og har mulighed for i Danmark. Jeg har egentlig altid været taknemmelig, men jeg er i langt højere grad blevet mere bevidst om det nu!

Så hvis I spørger mig om jeg har ændret mig, så er svaret nej. Det er stadig den samme HC der kommer hjem til Danmark om 3 uger, men jeg kommer hjem med en masse afklaringer omkring mig selv og min person, mine værdier og mine faglige holdepunkter. Jeg hvilede i mig selv inden jeg tog afsted, men jeg hviler om muligt endnu mere i mig selv når jeg tager hjem igen.

Og så kommer jeg hjem med 6 måneders fantastiske oplevelser i bagagen, som jeg på ingen måder nogensinde ville være foruden!