Historien om de to piger og det vietnamesiske mugmonster..

Der var engang to danske piger der drog til Vietnam på nye eventyr.
Hjemmefra havde de arrangeret et sted at bo i Hanoi - for de havde aldrig været i det nye land før og dette hus var blevet anbefalet af nogle andre hjemmefra. Huset skulle ligge i en lille gade tæt på et andet hus hvor der var fire andre danske piger på selvsamme eventyr.

Da de to piger kom til huset var alt i den skønneste orden. De syntes det var meget spændende at skulle bo i et rigtig vietnamesisk hus på max 3 meter i bredden og så ellers på fem etager. De fik hver deres etage med et værelse og et badeværelse og de nød livet i det nye hus. Huset lå ikke i selve gaden, men i en lillebitte gyde hvor sollyset havde meget svært ved at trænge igennem.

Dagene gik og de to piger begyndte at blive syge. Det var da lige godt pokkers, tænkte de, og i starten troede de at det måske var det kolde vejr. For Hanoi kunne godt være et meget koldt sted at være om vinteren..

Efter noget tid var sygdommen stadig ikke blevet bedre og de to piger begyndte nu at blive lidt desperate. Hvorfor kunne de dog ikke få sygdommen ud af kroppen? På et tidspunkt kom der nogle længe ventede dage med varme og solskin og pigerne tænkte, at nu skulle det hele nok blive bedre.

Den aften, da de kom hjem fra arbejde, blev de dog mødt af noget meget farligt i deres hus i den lille gyde: Det vietnamesiske mugmonster!!

De havde godt hørt hjemmefra, at det var meget normalt at se spor efter monsteret mange steder, men de to piger havde ikke regnet med at møde monsteret i egen høje person! Uha, hvor syntes pigerne ikke at den oplevelse var sjov.. Og hvad skulle de nu gøre? Mugmonsteret havde jo invaderet deres lille fine hus og det virkede ikke som om det havde tænkt sig at flytte ud!

De første små spor efter mugmonsteret

Pigerne besluttede sig for at give mugmonsteret en chance og de accepterede derfor at bo under samme tag som det til at starte med. Men pigerne fandt snart ud af, at mugmonsteret var meget ulideligt at bo sammen med og som dagene gik, overtog mugmonsteret mere og mere i det lille hus. Til at starte med kunne de to piger ikke se sporene efter mugmonsteret særlig mange steder, men stanken i huset var ikke til at tage fejl af - mugmonstre lugter nemlig rigtig fælt! 

En dag fik de to piger nok af stanken og de besluttede sig derfor for at finde ud af hvor mange steder i huset mugmonsteret havde været. Og der skulle ikke gå længe før de fandt ud af, at mugmonsteret nu boede i hele huset og at der snart ikke var plads til de to piger længere. De flyttede rundt på møblerne og blev helt forskrækkede over hvor tydelige spor der nu var efter mugmonsteret. Både på møbler og ud fra væggene piblede de små spor frem. Det var endda så slemt nogle steder, at sporene ligefrem havde omdannet sig til små svampe...! 

Den ene arme piges taske med tydelige

spor fra mugmonsteret

Mugmonsterets grimme ansigt

Der var nu ikke noget at sige til, at de to piger blev ved med at være så syge. Noget måtte der gøres, for pigerne vidste heldigvis at mugmonsteret var blevet farligt at bo sammen med. Heldigvis arbejdede der en amerikansk lærer i børnehaven sammen med de to piger og de kunne huske, at han havde snakket om en lejlighed i det samme kompleks som han boede i. De spurgte ham derfor om han måske kunne skaffe dem en kontakt til denne lejlighed og til deres held og store glæde kunne de komme ud og se lejligheden allerede samme dag. 

Den aften drog pigerne derfor afsted for at se den nye lejlighed. Det viste sig, at det var engelsklærerens lejlighed der ville blive ledig, da han og hans roommate skulle flytte ned i lejligheden på etagen under. Og pigerne blev simpelthen så glade da de så lejligheden. Ikke nok med at den var tør, ren og helt uden tegn fra mugmonsteret, men den var også så ny og fin at den nærmest var bygget i forhold til vestlige standarder. Her ville de to piger kunne have hver deres værelse, et fælles bad, et lækkert køkken (med gasblus!) og en rigtig hyggelig stue. Alene det at der var en stue var helt fantastisk i pigernes øjne, for det var der ikke i deres hus og de havde fundet ud af hvor meget en stue egentlig betød for dem og hvor meget de savnede deres danske hjem. 

Da aftenen var slut tog de to piger en taxa hjem mod mugmonsteret igen - nu med en ny lejlighed i lommen. De var ovenud lykkelige for de havde derudover også fået 3 måneders husleje tilbagebetalt fra den søde ejer af huset, men der var stadig lige et lille problem: Hvad skulle de nu gøre med mugmonsteret i mellemtiden? Pigerne besluttede sig for, at de ikke kunne bo sammen med mugmonsteret én nat mere og de ville derfor gøre hvad som helst for at bo et andet sted i mellemtiden. 

Heldigvis for de to piger, havde de fået fire meget fantastiske venner i de andre danskere i huset ved siden af og de endte med at invitere de to piger til at bo hos dem indtil den nye lejlighed blev klar, hvilket de to piger to imod med kyshånd. 

Dette var historien om de to piger og det vietnamesiske mugmonster. Moralen er, at man skal gøre sig bevidst om hjemmefra, hvilket sted man kommer til at bo når man sådan tager til et meget fugtigt land og skal bo der i et halvt år. De to piger i historien fik mærket på egen krop hvor kort tid der kun behøver at gå før helbreddet knækker og de kæmper den dag i dag stadig med at få den sidste sygdom helt ud af kroppen. Det er garanteret kun fordi at de var så uheldige at møde mugmonsteret i egen person og ikke kun sporene fra den, men de glæder sig i hvert fald meget til at flytte i den nye og ISOLEREDE lejlighed i den kommende uge! 

Snip, snap, snude - så er den historie ude... 

- HC - 

En aften som lokal..

I fredags i sidste uge kom jeg i snak med en pige ved navn Phuong, der er datter til en af kontordamerne i børnehaven. Hun er desuden sviger-kusine (hvis der da er noget der hedder det) til Sao Mai, som er en af lærerinderne i en af klasserne.

Hun taler rigtig godt engelsk, hvilket var rigtig rart, da jeg til dagligt bliver nødt til at forenkle mig engelske sprog helt enormt for at blive forstået. Men fordi Phuong selv taler rigtig godt engelsk, så kunne vi tale om en masse ting og gå mere i dybden med det, både fagligt og rent personligt. 

Hun var meget interesseret i vores arbejde i børnehaven og kunne sætte sig helt ind i hvor svært det til tider er, at arbejde med børn der ikke forstår hvad man siger. Hun har selv arbejdet som underviser i engelsk for nogle skolebørn i Kina på et tidspunkt (jeg under mig dog lidt, for Phuong er kun 20 år...), så hun har selv haft sprogbarrieren inde på livet. 

Efter en meget lang og hyggelig snak, spurgte hun om Kathrine og jeg ville have lyst til at tage med på et natmarked inde i centrum som kun har åbent fredag til søndag om aftenen, da det bliver afholdt ude på gaden. I virkeligheden var det Linh, en af pigerne på kontoret, der meget gerne ville invitere os ud, men fordi Linh ikke taler et ord engelsk, havde hun sat Phuong til at oversætte alt for hende. 

Det skal lige siges, at Linh er meget fascineret af Kathrine og mig og hun vil virkelig gerne fortælle os alle mulige ting, men har som sagt meget svært ved det på grund af sprogbarrieren. Indtil videre har hun Google-translatet sig til en masse forskellige breve til os, men nu har hun altså allieret sig med Phuong. :)

Vi tog de andre tøser fra huset med (på nær Signe Mejdahl, der var i Sapa med to venner) og det var en virkelig hyggelig aften! Vi startede med at spise noget mad på et lokalt gadekøkken hvilket var vores første oplevelse med gadekøkkenet. Det var meget rart at være med nogle lokale første gang, for nu har vi fået blod på tanden og det er nu meget hyggeligt at sidde blandt de lokale og spise på deres facon.

Middag på gadekøkken

Efter middagen tog vi på natmarkedet for at lure. Nogle af pigerne ville købe noget neglelak, men de fik skarpt besked om ikke at købe dem: Det skulle Linh nok gøre, så hun kunne få det til normalpris. Vietnameserne får jo en anden pris i forhold til udlændingene hernede og sådan er det bare - det har vi ligesom vænnet os til. 

Efter vi havde gået rundt på markedet i et stykke tid skulle vi have noget at spise IGEN! Jeg ved ikke helt hvad det er med vietnamesere, men de spiser virkelig meget og hele tiden. Jeg forstår ikke hvordan de kan være så små hernede, for det er ikke ligefrem super sund mad de spiser heller..

Nå, men vi skulle både have kastanjer, sukkermasse på pinde (det lignede lidt bolchemasse men smagte som karamel) og frisk frugt i en underlig blanding med kondenseret mælk i bunden (som også smager af karamel).

Frugtmix på gadekøkken nummer to

Det har været rigtig godt at opleve en aften som de lokale ville gøre det. Ved at blive inviteret ud af nogle vietnamesere har jeg fået et andet indblik i hverdagen hernede og det har været alletiders.

Jeg ser frem til mange flere aftener i selskab med de to ildsjæle - for jeg ved at de vil komme!

- HC - 

Kvindernes internationale kampdag..

Så fandt jeg da ellers lige ud af hvad det vil sige at fejre kvindernes internationale kampdag, eller "Happy Women's Day" som de siger i Vietnam.

Vi kender jo dagen fra Danmark (eller nogen gør i hvert fald), men det er jo ikke rigtig noget vi fejrer. Det må man sige, at de gør i Vietnam!

Vi havde på forhånd fået besked på, at tage vores ao dai med - vores skræddersyede vietnamesiske nationalkjoler - til både Kathrines og min store glæde (Host, host!)..

Og så startede gaveorgiet ellers! Dagen forløb i virkeligheden som den plejer, men når børnene ankom sammen med deres forældre, havde de enten pengegaver, blomster eller gaver med til lærerinderne. Jeg fik især mange ting i forhold til de andre lærerinder, hvilket jeg havde det lidt underligt med. Det er dem der går op i at fejre dagen og ikke mig, så jeg synes det var lidt underligt, at jeg skulle tage imod den ene gave efter den anden i stedet for lærerinderne i min klasse, men det betyder meget for både børn, forældre og lærerinder at vi, som danskere, er i deres børnehave, så jeg tog pænt imod alle gaverne - og var meget overvældet.

Så blev det tid til fællesbillede af alle de ansatte i børnehaven, og alle lærerinderne skulle derfor iføre sig sin ao dai. Som beskrevet tidligere, er min lyseblå med hvide blomster og hvide bukser og Kathrines er pink med guldblomster og guldbukser. Vi havde det virkelig underligt med at tage kjolerne på, men for en gangs skyld blev vi set på som værende helt normale og som "bare en af dem", hvilket faktisk var enormt dejligt at prøve.
Normalt bliver vi jo stadig behandlet som om vi er noget helt specielt i forhold til dem, men her fik vi lov til at være ligesom dem, og det var dejligt.

Jeg har dog aldrig været så bevidst om min egen kropsholdning som jeg var da jeg havde min ao dai på! Den er absolut ikke syet til at man skal kunne bevæge sig meget i den og den er lukket med trykknapper, så hvis man kommer til at bevæge armene for meget, så springer knapperne op. Jeg har derfor aldrig rettet min ryg så meget som jeg gjorde i den lille time jeg havde kjolen på! :)

Fra venstre: Hong Anh, Sao Mai, mig, Kathrine, 

Tu Anh, Huyen og Thuy. 

Det officielle billede af alle de ansatte i Thang Long 

Kidsmart Kindergarten

Om eftermiddagen blev dagen fejret i hver klasse med kage og hvad jeg ville kalde en ceremoni. Når børnene har fødselsdag i børnehaven er der købt kage og så bliver forskellige børn udvalgt til at tage fødselsdagsbarnet i hænderne og lykønske ham/hende med dagen og med forskellige ønsker for fremtiden. Det samme foregik denne dag. Her blev der så bare valgt et barn til hver lærerinde (og mig) som skulle lykønske foran resten af klassen. Jeg blev lykønsket af en af drengene fra min klasse med ønsket om, at jeg altid ville være rask, glad og smuk. :) 

En anden af drengene havde en masse små kunstige blomster med pakket ind i cellofan og han gik rundt til alle pigerne i klassen og gav dem en hver. 

Det var hyggeligt at opleve entusiasmen i fejringen af en dag, som vi i Danmark ikke ænser på nogen videre måde. Men for vietnameserne betyder dagen enormt meget. Det er dagen hvor kvinderne er de vigtigste og kan få lov til at blive forkælet og bestemme.

Som det beskrev for mig: "Vi har to dage om året hvor der er os der bestemmer: Kvindernes internationale kampdag og den vietnamesiske kvindedag i efteråret". 

Jeg mærker dog generelt en stor respekt omkring det arbejde lærerinderne gør i børnehaven fra forældrerne side og er glad for at de bliver sat pris på i det daglige og ikke kun de to gange om året - for det fortjener de!  

- HC -