Fagligt element G - Menneskesyn/udviklingssyn

(Besvarelsen er lavet udfra børnehavens hjemmeside og interview med den daglige leder, Tu Anh)


Thang Long Kidsmart Kindergarten arbejder udfra en bestemt læringsfilosofi, som de beskriver med et citat fra den irske forfatter, Willian Butler Yeats:

- Education is not filling a pail, but lighting a fire. 


Følgende er oversat direkte fra institutionens hjemmeside:

Thang Long Kidsmart Kindergarten har den forståelse, at de tidlige år i livet spiller en vigtig rolle i børns personlige identitetsudvikling. Dette er den overordnede baggrund for at vokse og udvikle sig, og som hjælper dem til at opbygge en selvsikkerhed til at tage det store skridt til næste niveau for at opnå succes i deres fremtid.

Derfor lover vi at levere et godt miljø der støtter børnene til at udvikle sig på hvert område, styrke deres potentielle evner og at udvikle en høj tilpasningsevne til samfundets udvikling.

Vi:

- tror på at alle børn har ret til at have en moderne og progressiv uddannelse

- sætter pris på familiens rolle som værende en baggrund for det første udviklende stadie hos børnene

- respekterer forældre der bekymrer sig og kommer til os. Vi tager os af dem og lytter til forældrenes behov og håndhæver vores ydelser

- respekterer hvert medlem af vores hold så vi kan skabe et dynamisk, stimulerende, fælles og kulturelt miljø.

Børn er i centrum


Dette er en læringsfilosofi som benyttes over hele verden, fordi det giver stor mening i arbejdet med førskoleundervisning.

Vi tror på, at hvert barn er unikt og har forskellige personligheder og evner. Lærerinden skal "se" børnenes potentielle ressourcer for at kunne skabe muligheder for børnene og for at skabe et stimulerende miljø. "En lille ild" indeni hvert barn kan blive tændt eller ej, det kommer an på interaktionen mellem lærerinden, familien og det omkringværende miljø.

I arbejdet med børn mener vi, at det at forsyne børnene med viden ikke er lige så vigtigt som at forberede de essentielle sociale og indlæringsmæssige kompetencer, som er med til at hjælpe børnene til at opbygge deres selvsikkerhed til at starte i skole, og disse kompetencer vil følge dem resten af livet.

Ovenstående er børnehavens officielle værdigrundlag, men når dagligdagen sætter ind kan det til tider være svært at få øje på. Specielt det sidstnævnte med, at børnehaven arbejder mere med at styrke børnenes sociale kompetencer i forhold til at undervise børnene, stikker mig i øjnene. Jeg ved ikke om det er fordi jeg har arbejdet med den ældste børnegruppe, men jeg oplever meget, at børnene bliver undervist som var de allerede i skole, i stedet for at fokusere på børnenes sociale kompetencer. Jeg har ofte glemt, at det er en børnehave jeg arbejder i og ikke en børnehaveklasse eller en 1. klasse.

Jeg er sikker på, at intentionerne til at arbejde udfra det nedskrevne værdigrundlag er rigtig gode. Men det er som om det ikke rigtig kommer helt igennem i praksis. Som eksempel, afholdt vi jo en workshop omkring de 7 intelligenser. Det var der ikke nogen af lærerinderne der havde hørt om før, og de var meget interesserede i og optaget af, at man også kunne arbejde med børnene på den måde. Det at lægge vægt på børnene som individer virkede til at være rigtig nyt for dem, men det er netop det der lægges vægt på i værdigrundlaget.

Når det er sagt, minder institutionen på mange punkter om en dansk institution - når man sætter den op imod en traditionel vietnamesisk institution. Børnene har en stor frihed i Thang Long Kidsmart Kindergarten som er unik for institutionen.

Det generelle menneskesyn på mennesker med dysfunktioner i samfundet er stadig forbundet med en stor skamfølelse. I denne institution er der få børn med særlige behov, men de bliver imødekommet og de indgår i dagligdagen på lige fod med de andre børn i klasserne. Dog er der ingen børn med svære diagnoser såsom Downs Syndrom eller autisme, da børnehaven ikke har kapacitet til at have disse børn. Men de børn der er i institutionen og som har særlige behov bliver mødt og får tilbudt eneundervisning en gang i mellem. Men det traditionelle syn på dysfunktioner i samfundet er helt anderledes.

Lærerinder, som arbejder på institutioner for mennesker med nedsatte funktionsevner, føler stadig en skam ved at have et sådant arbejde, og der er derfor mange lærerinder der aldrig fortæller familie og omgangskreds hvor de arbejder. Mange vietnamesere tror stadig på, at dysfunktioner smitter, så hvis man arbejder i en sådan stilling, er man selv i højrisikogruppen for at få et handicappet barn.
Ligeledes har mange vietnamesere stadig et forskruet syn på hvorfor nogle børn har autisme.

Kathrine og jeg er blandt andet blevet spurgt indtil det at være autist af vores daglige leder. Vi sad og spiste frokost i køkkenet og kom til at tale om autisme, da vores specialisering jo er mennesker med nedsat funktionsevne. Tu Anh siger så, at det jo er på grund af kosten at børn udvikler autisme. Hun mente, at det var for mange proteiner i kosten der gjorde, at børn blev autister og spurgte os til råds.
Og der er jo flere aspekter i denne forståelse der er helt forkerte. Dels at vietnamesere tror, at kost har noget at skulle have sagt når det kommer til om man er autist eller ej, men også synet på, at autisme er noget der bliver udviklet på baggrund af påvirkninger i livet og ikke som noget man bliver født med.
Derfor bliver det også mange steder stadig set som en straf for familien hvis et barn fejler noget.

Det er et menneskesyn som er rigtig svært at få drejet i en hel kultur der i så mange år har levet med de traditionelle syn på tilværelsen. Men Vietnam er et land i udvikling på mange punkter, og mange er så småt begyndt at bryde med de traditionelle tankegange, men det kræver tid og tålmodighed at få en hel nation, der er styret så meget af tradition, til at ændre et menneskesyn.

Som Tu Anh så rigtigt pointerer: Lærerinderne i Vietnam kæmper mest af alt med forældrerne og familierne til børnene. Det er der den store arbejdsindsats ligger, for hvis først lærerinderne kan overbevise familierne om, at de er så professionelle på området, at de ved hvad de taler om, så er de allerede kommet lang vej. Men det er en evig kamp med at få overbevist forældrene om at det fx er en god ide, at børnene kommer ud og lege på legepladsen for at få brændt noget energi af og at det ikke gør, at børnene bliver syge. Men lærerinderne i min institution tager udfordringen op skridt efter skridt og jeg er sikker på at der er sket store ting i institutionen om få år allerede.