Fra Ha Noi til Hoi An..

Så blev det ENDELIG tid til vores første ferie væk fra Hanoi..!

Kathrine, Lars og jeg havde valgt at tage til Hoi An, som er en lille fiskerby i det centrale Vietnam, lidt syd fra Hue og Da Nang. For at spare penge på eventuelle dyre flybilletter, valgte vi at tage nattoget fra Hanoi til Da Nang og så en taxa videre fra Da Nang til Hoi An (det tager ca. 25 min.). En beslutning vi meget hurtigt kom til at fortryde!!

Jeg har nok tidligere nævnt hygiejnen i Hanoi som værende næsten ikkeeksisterende, men det er ingenting i forhold til Vietnams toge. Lad mig sige det på denne måde: De sanitære forhold har set bedre dage, flere detaljer tror jeg pænt at jeg vil undlade - dels for jeres skyld, men nok mest for min egen skyld! :)

Vi havde bestilt en 6-mandskupé med de såkaldte "bløde senge", men da togselskabet havde lavet en fejl på deres hjemmeside, hed det sig at vi blev opgraderet til en 4-mandskupé. De bløde senge var imidlertid meget svære at finde i den kupé vi skulle sove i - det var nok i virkeligheden bare en bænk med et stykke filt og et lagen på toppen, sådan føltes det i hvert fald. Godt vi ikke havde bestilt de hårde senge!!

Nå, men vi kom, i selskab med kakerlakkerne, til Da Nang (5 timer forsinket i forhold til vores plan) og fik en taxa videre til vores hotel i Hoi An.

Vi havde valgt at forkæle os selv og havde derfor bestilt et værelse på et ret fint hotel 5 km fra Cua Dai stranden og ca. 15 minutters gang fra det gamle centrum. Da vi ankom til hotellet var vi lidt i tvivl om hvorvidt vi var blevet kørt det rigtige sted hen, for der stod et andet navn på skiltet og det så ikke rigtig ud af noget udefra, men det var det rigtige hotel. Lige så snart vi trådte ind fik vi indtrykket af, at det var et rigtig dejligt hotel og vi blev på ingen måde skuffet!

Vi havde bestilt et familieværelse og vi havde rigeligt med plads!! Jeg havde en kæmpe dobbeltseng for mig selv, og Kathrine og Lars havde så bred en seng, at jeg kunne ligge på langs af sengen med armene over hovedet og stadig ikke ramme kanterne med hverken fødder eller fingre! Derudover havde vi to badeværelser og to balkoner med udsigt til poolområdet..

Den ene balkon - med udsigt over poolen

Min "lille" seng..

Kathrines og Lars' seng.. 

Da vi havde indrettet os på hotellet, tog vi en tur ind til centrum for at gå rundt og for at spise noget aftensmad. Efter længere end en måned i Hanoi med kulde, forurening og larm var det virkelig en verden til forskel at komme til Hoi An! Der er næsten ingen trafik, klimaet er helt anderledes (jeg havde shorts og t-shirt på om aftenen) og bedst af alt: Man kan trække vejret frit!! 

I den gamle bydel af centrum er det helt forbudt at køre med motoriserede køretøjer, så der møder man kun fodgængere eller enkelte cyklister. 

Vi gik rundt og sugede hele stemningen til os og spiste aftensmad på en virkelig lækker restaurant med udsigt til floden. Inden da, tog vi dog lige forbi en skrædder for at få syet tøj. Hoi An er kendt for sine mange skræddere og har man været der én gang så ved man hvorfor. Konkurrencen er enormt stor, for der ligger den ene skrædder efter den anden der alle prøver at få dig ind hos lige præcis dem, så de kan tjene nogle penge. De er alle, uden tvivl, enormt dygtige til deres arbejde så hvis man er på udkig efter det billigst mulige, så er det bare med at gå på opdagelse og forhandle med de mange forskellige skræddere. Vi valgte dog at benytte os af et familiemedlem til ejeren af vores hotel. Vi ville gerne støtte familien på hotellet, da de allesammen virkelig var ekstremt søde. Derudover fik vi en billigere pris fordi vi var hotelgæster, havde en garanti fra hotellet mod dårlige oplevelser, vi var fri for anmasende sælgere (som der ellers er rimelig mange af i Hoi An) og så fik vi en ekstremt god service - endda til uhørt billige priser! Og tøjet er virkelig skønt, så det er virkelig et besøg værd hvis man gerne vil have skræddersyet noget tøj. :)

Broen over floden i Hoi An

Floden i Hoi An

Lars, Kathrine og mig på Mango Mango Restaurant

Dagen efter besluttede vi os for at udnytte det dejlige vejr, den friske luft og den gode stemning, så vi lejede cykler og brugte dagen på at køre rundt i Hoi An og omegn. Det var virkelig et dejligt afbræk fra den ellers så hektiske hverdag vi har i Hanoi. 

Stranden blev også besøgt, men lige som vi kom derned blev det lidt blæsende og overskyet, så vandet var ikke lige så indbydende at hoppe i, men vi fik hygget os under nogle parasoller til bølgernes brus - der var intet at klage over der! :)

Den gamle bydel i Hoi An

En af de to strande i Hoi An - denne er den mindre

gode, tro det eller ej! 

Cykeltur i Hoi An - nu med rishatte

Om søndagen fandt vi ud af, at den strand vi havde besøgt lørdag ikke var den gode af de to strande der er i Hoi An. Den gode strand hedder Dua Dai og ligger ca. 5 km fra vores hotel, så vi valgte at leje motorbikes for at køre på stranden. Da jeg rejser med to Harley Davidson entusiaster, var de meget glade da de endelig kunne få lidt luft under vingerne igen. Jeg nøjedes med at sidde bagpå Lars, det var nok det bedste for alle parter! :)

Da vi ankom til den "rigtige" strand, Cua Dai, blev vi mødt af det skønneste syn: Palmer med kokosnødder i toppen, blødt, hvidt sand og bølgerne fra det blå hav - det var rigtig tropisk.. :)

Vi lå nogle timer på stranden og nød tilværelsen, badede (dog Kathrine og Lars mere end mig da jeg, som nogen ved, ikke er helt tosset med havvand, og bølgerne var altså høje!!) og fik talt med diverse sælgere på stranden. Dem er der virkelig mange af og de har alle en historie der er mere hjertesskærende end den forrige. Vi kom godt i snak med en pige der hed Sara og hende valgte vi at købe noget af - stadig til en helt absurd overpris, men det var fint nok denne gang.. 

Cua Dai stranden

Lars og Kathrine nyder livet

Cua Dai stranden

Efter en dejlig dag på stranden og senere ved poolen gik turen mod Da Nang for at tage toget tilbage til Hanoi. Det var ikke lige noget nogen af os så frem til, men med lidt fornyet energi i rygsækken var det ikke så slemt igen.. Dog skulle vi lige overleve endnu en togtur hjem, som skulle vise sig at være helvede på jord i forhold til den første tur!! På den måde var det en lettet fornemmelse der kom frem i én, da vi trådte ud af toget i Hanoi - tilbage til hverdagen og med et farvel til Lars, der i idag, tirsdag, tog hjem til Danmark igen. Det har været rigtig hyggeligt med lidt selskab hjemmefra - næste gang er det mig der får besøg af mine forældre, hvilket jeg glæder mig rigtig meget til! 

Vi har allerede bestilt et hotelværelse i Hoi An til vores næste tur som bliver i slutningen af marts, lige inden mine forældre kommer. Vi er på ingen måder færdige med Hoi An og vi ser meget frem til endnu en ferie i den dejlige by! 

- Dog tager vi flyet næste gang! :)

Hav det godt til næste gang.. 

- HC - 

Første besøg fra det kolde nord..

Sidste uge var ugen hvor vi kunne se frem til at få fint besøg fra Danmark - Kathrines kæreste, Lars, kom ned til os i torsdags, hvilket vi har glædet os meget til (nok Kathrine lidt mere end mig, men hva' pokker).

Fredag havde vi vores ugentlige fridag og vi havde derudover taget igår, mandag, fri også, så vi har haft 4 dage sammen med Lars over weekenden.
Det var skønt at få en forlænget weekend og være tilbage i den afslappede stemning man befinder sig i når man har fri. Vores hverdage er rigtig lange hernede, så man suger til sig hver gang der er lidt frirum i blandt andet weekenderne.

Fredag brugte vi på at gå rundt i den gamle bydel i centrum omkring Hoan Kiem søen for at vise Lars rundt i byen.

Vi startede med at tage til Skt. Josefs Katedral som fungerer som Hanois domkirke og blev bygget i 1886. Det er en meget smuk kirke, både udenpå og indeni, og jeg kan blive helt betaget af, hvordan de har været i stand til at bygge katedraler på den måde. For jer der har læst Ken Folletts "Jordens Søjler", så kunne man næsten se denne katedral som værende den i bogen.

Skt. Josefs Katedral

Da vi havde set kirken, tog vi tilbage til Hoan Kiem søen for at besøge Ngoc Son templet, som er det tempel der ligger i den lille ø i Hoan Kiem søen, hvor den røde Solstrålebro fører til. Det var et rigtig fint lille sted med en masse krims-krams ved alteret, den obligatoriske røgelse og desuden en rigtig fin udsigt over søen fra mange forskellige vinkler.

Kathrine og mig på vej til Ngoc Son templet

Et lettere pyntet alter i Ngoc Son templet

Resten af dagen gik med at gå rundt i Hanois gader, mødes hos en tatovør med Anne og Kathrine fra det andet hus, fordi Anne ville have lavet sin første tatovering og havde brug for moralsk støtte, og om aftenen spiste vi noget mad og slappede ellers bare af. Lars var stadig rimelig træt efter den lange tur via Bangkok. 

Lørdag var det Annes fødselsdag.

Vi startede med at tage med Signe Mejdahl fra det andet hus ind for at se Hoa Lo fængselsmuseet. Det var i dette fængsel at først franskmændene holdt politiske og andre fanger i kolonitiden og siden hen hvor vietnameserne holdt de amerikanske krigsfanger fængslet. Amerikanerne kaldte, lettere ironisk, fængslet for "Hanoi Hilton", og efter at have været der kan jeg egentlig godt forstå hvorfor. Som det er skildret på museet, havde de amerikanske krigsfanger meget mere gunstige forhold, sammenlignet med de andre indsatte i fængslet. De havde ret til at opretholde deres privatliv, bedre faciliteter, adgang til kort- og brætspil, basketball, pool og mange flere personlige egendele i forhold til de andre indsatte. De fik endda nyt tøj, sko og nye tasker da de blev løsladt. 

Alligevel kan Hoa Lo fængslet umuligt have været et rart sted at være på nogen måde. Glasskårene rundt i kanten af muren, cellerne der skråner nedad, dødsgangen og guillotinen er blot nogle af de ting der vidner om et barskt ophold i fængslet. 

Celle i Hoa Lo fængslet

Dødsgangen i Hoa Lo fængslet

Flere steder i fængslet hang der billeder af forskellige betydningsfulde amerikanere der, efter krigen, har besøgt fængslet - her iblandt John McCain (præsidentkandidat mod Barack Obama i 2008). John McCain var en af de amerikanske krigsfanger der var blevet skudt ned og fængslet i Hoa Lo under Vietnamkrigen. Det er imponerende at tænke på, at krigen er slut så sent som i 1975, og alligevel virker det til at Vietnameserne har lagt det hele bag sig. At kunne byde mennesker velkommen til et nyoprettet fængselsmuseum med blomster og kyshånd, når man tænker på at de selvsamme personer har ført krig mod landet og har siddet i fængslet under helt andre forudsætninger, viser, at vietnameserne i den grad er kommet videre siden krigen. 

Efter fængselsturen ville vi lige forbi en købmand som jeg havde læst om, L's Place. Her sælger de kun vestlige varer, en ting man meget hurtigt synes man har brug for midt i ris og nudler til den store guldmedalje. 

Jeg havde dog måske tegnet købmanden en lille smule forkert ind på mit kort, for hvad der endte med at tage en time kunne have varet 2 minutter - butikken lå næsten lige ved siden af Hoa Lo fængslet!!

Nå, men vi fik os da en god gåtur og vi fik set en masse vi ikke havde set før - og så var Signe Mejdahl glad. :)

Stop eftersøgningen - L's Place er fundet! 

Om aftenen var vi alle 7 ude for at fejre Anne på Koto og efter maden tog vi hjem til de andres hus for at spise fødselsdagskage og hygge. 

Søndag stod i kulturens tegn. Vi tog alle 7 ud sammen for at se forskellige historiske mindesmærker og seværdigheder i Hanoi. 

Første stop var et B52-fly som blev skudt ned af vietnameserne i julen 1972. Dele af flyet landede i en lille dam i et boligområde, og det er i dag det eneste der ikke er blevet ryddet op efter Vietnamkrigen. Efter at have læst om historien bag dette fly var vi alle spændte på at se det - men for mig var det måske lidt af et antiklimaks da vi først var ankommet. Det var fint at få det set, men nu er det også set - det er ikke andet end nogle gamle vragdele der stikker op af vandet. Men med tanken om hvad det symboliserer blev oplevelsen lidt større. :)

Søen med B52-flyet i baggrunden

Derefter gik turen til Pagoden på én søjle. Dette var hvad navnet afslører: En pagode der kun står på én søjle. Den er beskrevet som et af Hanois varetegn i bøgerne om Hanoi og derfor måtte vi lige forbi og se den. Den var sød, men igen - så er den også set! 

Vi sluttede dagen af med at tage til Ho Chi Minh Mausoleum, men da der kun er åbent til selve mausoleet om formiddagen, kunne vi kun se det udefra. Vi tog i stedet ind for at se Ho Chi Minh palæet og de to huse han boede i. Han ville ikke bo i det palæ der var bygget, da det var bygget af franskmændende og desuden også alt for prangende til hans smag, så i stedet valgte han at bo, først i et gult murstenshus ud til en lille sø, og sidenhen i et hus på søjler på den anden side af søen. Det var et rigtig hyggeligt sted, men er du gal hvor fik vi mærket kommunismen derinde. Der står skilte om hvilke veje man skal gå, der er steder hvor man ikke må stoppe op og da vi opdagede, at vi manglede at se en pergola i haven og derfor ville vende om, blev vi stoppet af en meget striks vagt der fast måtte fortælle os at vi absolut ikke måtte gå mod strømmen. Så ingen pergola til os denne gang! 

Kathrine er blevet mere og mere syg og igår, mandag, valgte vi derfor lige at tage forbi det franske hospital for at få tjekket at hun ikke har noget siddende på lungerne. 

Og her er der kontant afregning skal jeg lige hilse og sige. Først skulle Kathrine betale et beløb for at få lægen til at kigge på hende. Da han havde gjort det, og gerne ville tage et røntgenbillede af hendes lunger, sted beløbet igen. I alt måtte vi slippe 3.700.000 VND (ca. lidt under 1000 DKK), men til gengæld tog det også kun 30 minutter fra vi kom til vi gik (også selvom røntgenlægen lige skulle tilkaldes hjemmefra først). Heldigvis betaler forsikringen så vi smilede bare og betalte. 

Kathrine på det franske hospital

Jeg selv er også begyndt at hoste og blive mere og mere snottet igen. Jeg tror det skyldes den ekstreme forurening der er hernede, så vi har nu købt os hver et bind til at have for munden ligesom alle vietnameserne. Man ser virkelig fjollet ud, men det hjælper altså rimelig meget så det er prisen man må betale for at beholde sine lunger! :) 

På torsdag tager Kathrine, Lars og jeg til Hoi An hvor vi skal være weekenden over. Det ligger i Centralvietnam og der er derfor et andet klima end i Hanoi. Det bliver så skønt at komme væk fra byen og at komme ud til vandet og få noget frisk havluft i lungerne og varme i kinderne. Jeg er sikker på at det kommer til at gøre underværker! 

Vi ses på den anden side af Hoi An! 

- HC - 

Tilbage på fødderne igen..

Præcis en uge og 2 dage gik der, og så blev både Kathrine og jeg ramt af den obligatoriske så-arbejder-jeg-igen-med-børn-influenza.. Det er frustrerende at skulle lægge sig syg allerede en uge efter man er startet et nyt sted, men Tu Anh var meget forstående og fortalte os at hun endnu ikke har haft studerende fra udlandet, der ikke har lagt sig syge flere gange i løbet af deres ophold, hvilket da hjælper lidt på samvittigheden. Så er det ikke kun os der er svage.. :)

Som sidebemærkning vil jeg lige fortælle, at hygiejnen heller ikke er den mest omfattende i Vietnam, hvilket egentlig ikke kommer som en overraskelse for mig. Det jeg dog ikke helt kan sætte mig ind i er, hvorfor børnene i børnehaven ikke lærer at holde sig for munden når de hoster eller nyser. Ligeledes stiller jeg mig rimelig uforstående over hvorfor toilethygiejnen er så dårlig i en børneinstitution. Jeg mener, toiletpapiret er til stede på toiletterne i klasselokalet, men hvorfor skal det ligge i en kurv så højt oppe under loftet at intet barn er i stand til at nå det og derfor ender med bare at trække bukserne op efter toiletbesøg? Så mister det lidt sin funktion vil jeg mene..

Så bakterier er der nok af i institutionen og derfor måtte vi lige ligge på langs i nogle dage. Vi er dog så heldige at have nogle fantastiske mennesker omkring os på institutionen, så vi fik sygebesøg af Tu Anh og Miss Nga (en af lærerinderne fra min klasse), der kom med frugt og en ovn vi havde fået lov til at låne af Tu Anh (Nej, vietnameserne har stadig ikke opdaget kvaliteterne i en ovn så en sådan er ikke at finde i huset!). Dagen efter kom Tu Anh så forbi med to nyindkøbte elektriske varmeapparater til os fra institutionen så vi kan holde varmen i huset indtil det bliver varmt udenfor! :)

Søndag var vi så på banen igen, og vi valgte derfor at tage i Botanisk Have med Anne fra huset ved siden af os.
Turen til Botanisk Have var dog lige lidt længere end forventet, da vores taxachauffør måske blev en smule fascineret af mig..

Det skal lige siges, at man allerede nu er blevet meget vant til at folk hernede kigger uhæmmet på én. Vi skiller os ud på mange punkter, blandt andet med vores højde. I Danmark er det ikke rigtig tit, at jeg møder folk der er lavere end mig, men her får jeg virkelig fornemmet hvordan det er at være højere end alle andre. Jeg har fundet ud af, at jeg faktisk er helt tilfreds med at være lav derhjemme - man føler sig nogen gange som en kæmpe hernede! :) Udover højden, har jeg lyst hår, blå øjne og lange buede øjenvipper hvilket vietnameserne, og specielt dem der kommer til at se mig tæt på, slet ikke kan forstå. Mange af børnene har spurgt hvorfor jeg har sådan nogle blå øjne og om jeg bruger kontaktlinser for at de skal se sådan ud, og lærerinderne i institutionen kan ikke forstå at jeg rent faktisk ikke gør noget aktivt for at få mine vipper til at bue opad.
Alene fordi at jeg ikke ser ud som en vietnameser, bliver jeg fortalt hele tiden at jeg er meget smuk. Og det er næsten ligemeget hvordan jeg ser ud eller hvad jeg gør. "You are so intelligent and beautiful" får man af vide rigtig mange gange hernede. Og jeg tror ikke rigtig at der ligger noget i det. Jeg tror det er vietnamesernes måde at udtrykke deres forundren over mit anderledes udseende på. Det er lidt det samme som, at lærerinderne på institutionen siger "I love you" (!!!) til både Kathrine og mig. Jeg tror alt skal tages med et gran salt.. Desuden skiller jeg mig også ud ved at jeg generelt smiler meget. Det lyder mærkeligt, for asiatere er ellers kendt for at være meget imødekommende og smilende, men jeg synes jeg har fået indtrykket af, at vietnamesere generelt ikke smiler særlig meget. Dog griner de ofte når de møder os - det er vist noget med at det er vietnamesernes måde at udtrykke sig på - bilder vi os selv ind i hvert fald! :)

På baggrund af dette måtte vi altså derfor køre en omvej og betale dobbelt så meget som vi burde for taxaturen til Botanisk Have, fordi taxachaufføren ikke helt var klar til, at vi skulle stå ud af bilen! Vi blev hurtigt enige om, at det er sidste gang jeg sidder forrest i en taxa! :)

Botanisk Have er en rigtig dejlig oase i en ellers ekstremt hektisk, forurenet og larmende by. Det er ikke sidste gang jeg tager derhen, for jeg er sikker på, at der bliver endnu mere fantastisk når varmen og solen kommer til Hanoi.

Kathrine og mig i Botanisk Have

Søen i Botanisk Have 

Vietnamesere er et folkefærd der går meget op i krop og sjæl og derfor kan man alle steder se unge og gamle mennesker i skøn forening lave diverse fysiske aktiviteter morgen og aften. Badmintonbaner bliver pludseligt slået op midt på et fortorv og langs vejkanten kan man næsten altid få øje på mennesker der står eller går og svinger med armene. Botanisk Have var ingen undtagelse. Her vrimlede det med mennesker der spillede badminton, børn der spillede fodbold, mænd der løb, gamle kvinder der lavede aerobics til lyden af en ghettoblaster og universitetsstuderende der lavede teambuilding i form af det vietnamesiske svar på en "flash mob" - eller nok i virkeligheden bare kyllingedansen som vi også kender fra Danmark.. :) 

Kathrine, Anne og mig i Botanisk Have

Vi havde en rigtig hyggelig dag i haven og efterfølgende havde vi lyst til at tage forbi et gammelt militærfly fra krigen mod amerikanerne, der var faldet ned under krigen. Vi havde set på et kort hvor det skulle være henne og vi bestemte os for at gå derhen. Der er dog lige den lille udfordring, at kort og virkelighed sjældent stemmer helt overens i Hanoi. På nogle kort kan man endda komme ud for at vejene hedder noget helt andet i forhold til hvad der står på skiltene. Vi er stadig ikke blevet eksperter i disciplinen "vietnamesisk korttydning" og vi kom derfor til at gå en helt forkert vej. Vi valgte derfor at droppe det til fordel for aftensmad! :) Flyet må vente til en anden gang.. 

Næsten lige ved siden af vores hus ligger der en restaurant der hedder Koto. Det er en restaurant hvor unge mennesker fra svære kår eller med forskellige sociale vanskeligheder bliver hjulpet til en lysere fremtid ved at få et job og uddannelse enten som kok eller tjener. Det er en virkelig god restaurant og de unge mennesker der arbejder der er så søde og gør virkelig alt i deres magt for at give én en god oplevelse. Det kunne meget vel komme til at blive vores lokale stamrestaurant - og så har den også fået det blå stempel! 

Dronningen, Prinsgemalen og mig på Koto

Efter maden tog vi hjem til Kage/Spilleaften hos nabopigerne. Det er rigtig skønt, at vi kommer så godt ud af det med de 4 piger (Signe Mejdahl.. Ja, sådan skal det siges!, Camilla, Kathrine og Anne) i det andet hus. Det er godt at have lidt flere sparringspartnere hvad angår indtryk i praktikken, oplevelser og sociale tiltag generelt. Man tager jo væk fra hele sin venne- og omgangskreds når man tager i udenlandspraktik og derfor er det rart, i det mindste at have nogle stykker hernede som man har det godt sammen med og kan lave forskellige ting med. 

Jeg savner dog stadig mine venner og kære i Danmark - jeg har jo nogle af verdens bedste mennesker omkring mig derhjemme! :) 

Hav det godt til vi skrives/læses igen..! 

- HC - 

One down - a lot to go..

Så er den første uge i institutionen slut - og sikke en uge! 

Jeg er så fuldstændig mættet af nye indtryk at jeg næsten ikke kan finde hoved og hale i det hele. 

Det startede tirsdag med, at Kathrine og jeg blev modtaget i Thang Long Kidsmart Kindergarten af vores kontaktperson og den daglige leder af børnehaven, Tu Anh, og 15 andre ansatte, herunder også "the chairwoman". Jeg tror at jeg lidt bedre kan sætte mig ind i hvordan dyrene i zoo har det nu. Vi blev virkelig nedstirret af dem alle og vi fik gaver og taler til den helt store guldmedalje! Da det lige har været vietnamesisk nytår, modtog vi "lucky money", som er en lille dekorativ kuvert med et pengebeløb i varierende størrelse, som skal bringe lykke i det nye år. Jeg har ikke helt fundet ud af om man gerne må bruge disse penge, eller om de skal gemmes hele året.. Jeg tror lidt at jeg bare beholder dem så længe jeg kan og så bruger dem lige inden jeg daffer ud af landet - så kan guderne og ånderne vel ikke komme efter mig?! 

Udover "lucky money" fik vi også hver et tørklæde til at holde varmen med og så silkestof. Vi blev herefter fortalt, at vi i frokostpausen ville blive taget til en skrædder der skal sy en traditionel kjole til os ud af vores silkestof. Mit stof var i en dueblå farve og Kathrine havde åbenbart trukket det længste strå og vandt derfor det fine pinkfarvede stof (alle der kender Kathrine ved, at pink ikke liiiiige helt er hende!). 

Efterfølgende fik vi af vide hvilke lærerinder, som de hedder i Vietnam, der vil være tilknyttet os. Min lærerinde hedder Miss Huyen og er virkelig sød. Hun har den klasse der hedder Mickey som er den eneste klasse med aldersgruppen 5-6 år. Dette er derfor blevet min klasse fremover. Der er 30 børn i klassen og 3 lærerinder tilknyttet - Miss Huyen (som er en slags klasselærer), Miss Nga og Miss Hang. De er super søde og meget ivrige efter at lære lidt bedre engelsk end de kan i forvejen. 

Børnene er også virkelig søde, men jeg kan allerede mærke nu, at det bliver en stor frustration for mig ikke at kunne tale med dem. Heldigvis er børnene ret gode til at bruge deres kropssprog, så vi hjælper hinanden så godt vi nu kan. :)

Morgengymnastik i Mickey-klassen

Da Tu Anh har været i Danmark og studere Children at Risk på Roskilde seminarium, er hun blevet rigtig inspireret af den danske måde at tænke på. Dette bærer institutionen præg af - jeg har endnu ikke oplevet nogen tvangsfodring (selvom at de får en bestemt hjælpende hånd hvis lærerinderne synes det går for langsomt), de er gode til at tale med børnene og jeg ser mange eksempler på anerkendende pædagogik. Dog er der situationer hvor det lyser helt igennem at jeg altså befinder mig i en helt anden kultur. Hverdagen hernede er fuldstændig skemalagt ned til mindste detalje. Det er endda skemalagt hvornår børnene skal drikke mælk! Dette resulterer i, at det har været lidt svært at gennemføre en aktivitet med børnene, da man tit bliver afbrudt af lærerinderne der siger at nu skal børnene videre til næste aktivitet i skemaet. Det kan godt rive lidt i mit danske hjerte, at der ikke er tid til bare at have noget tid sammen med børnene. Der er skemalagt "fri leg", men her deltager lærerinderne ikke. De vælger i stedet at besøge veninder i de andre klasser, snakke med hinanden eller andre ting. Hvis de er sammen med børnene under den frie leg, så er de ofte fokuseret på et bestemt barn og så er det gerne alle tre lærerinder på samme tid. Det er sjældent at man i Danmark ser en normering der hedder 1 barn og 3 pædagoger - og hvor de sidste 29 børn så i øvrigt kan få lov til at passe sig selv.. 

Derudover har de også en form for et belønningssystem hver fredag. Her sætter børnene sig i en rundkreds og Miss Huyen råber derefter skiftevis børnenes navne op og så snakker de om hvorvidt dette barn har været god eller slem i ugens løb. De gode børn får et billedkort som belønning og de børn der ikke har været gode, de får ingenting. Jeg har rigtig svært ved at se meningen i at udstille børnene på den måde foran alle, men jeg har ikke kommenteret på noget i denne uge, da jeg gerne vil se det hele lidt an i starten før jeg begynder at spørge kritisk ind til deres arbejdsmetoder. 

Jeg er meget spændt på at se hvad den kommende tid bringer for mig i Thang Long Kidsmart Kindergarten. Det virker til at være et godt sted at være, men jeg skal helt sikkert få lært mine grænser, værdier og holdninger at kende i den tid jeg skal være her, da det i sidste ende er noget helt andet end en dansk institution. 

- HC -