(Besvarelsen er baseret på et interview med den daglige leder, Tu Anh)
Thang Long Kidsmart Kindergarten er hverken forbeholdt eller domineret af en bestemt kulturel gruppe. Tvært imod bærer institutionen præg af en alsidighed der giver en god balance og rummelighed i institutionen. Da det er en privateget institution, er det hovedsageligt børn fra mellemklassefamilier der går i børnehaven, men jeg ser en stor forskel på børnene til dagligt. Nogle børn har det samme tøj på flere dage og gerne en uge eller mere ad gangen. Andre børn kommer nærmest i børnehave med nyt tøj hver eneste dag.
Nogle af børnene bliver konsekvent afleveret af bedsteforældrene hvor andre dagligt bliver afleveret i store biler af forældrene. Og ligeledes er der nogle af børnene der får medicin for diverse små skavanker, hvor andre børn til stadighed render rundt er er forkølet, nyser og hoster. Men trods den store forskellighed i børnehaven, er der plads til alle i institutionen. Det er dog meget typisk for vietnamesere tydeligt at favorisere børnene i klassen - der er nogen der holdes i kort snor og andre der meget tydeligt er en eller flere af lærerindernes kæledægge, og som derfor kan tillade sig alt i verden uden at få konsekvenser. Men jeg oplever ikke, at det bærer præg af hvilken social status børnene kommer fra. De begrunder det ofte med, at de er gode venner med onkelen, fordi barnet er det smukkeste i klassen eller fordi barnet er tyk og derfor nuttet.
Thang Long Kidsmart Kindergarten fejrer følgende højtider og fester:
Kvindernes internationale kampdag, 8. maj - dette afholdes ved, at lærerinderne iklæder sig den nationale dragt, Ao Dai, og får taget officielle billeder. Ligeledes kommer børn og forældre med gaver, blomster eller lucky money til lærerinderne og der er blevet lavet bannere der hænges op i klasselokalerne. Udover dette, er det en helt normal dag.
Den vietnamesiske kvindernes kampdag, 20. oktober - Denne dag fungerer på samme måde som ovenstående. Begge dage bliver også fejret i privaten. Det siges, at det er på disse to dage på året, at det er kvinden (kvinderne) i familien der bestemmer. Dog er dette et mere traditionelt billede af den vietnamesiske kultur, da mange familier idag lever med mere ligestilling i familierne.
Den vietnamesiske lærerindernes dag, 20. november - Denne dag fungerer på samme måde som de to ovenstående højtider. Denne dag er til for at lærerinderne bliver hyldet for deres arbejde med børnene, både af forældre og af ledelsen på stedet.
Jul, 25 december - Her pyntes der helt traditionelt op. Selvom hovedparten af indbyggerne i Vietnam er buddhister, pyntes der op med julemanden, pyntede juletræer og pakker over det hele. Det forklares, at julen er til for børnenes skyld i børnehaven (og at det også er derfor at vi i min klasse i skrivende stund stadig har julemanden og en kæmpe dekoration hængende i døråbningen), fordi børnene er så glade for jul. Jeg har dog lærerinderne svært mistænkt for, at holde lige så meget af julen som børnene, da det ikke kun er i børnehaven man stadig kan finde julepynt. Også i få butikker rundt i byen finder man stadig jule- eller nytårspynt.
Den internationale børnedag, 1. juni - Her er det børnene der er i centrum. Man hylder børnene for det de er, lærerinderne viser deres kærlighed til børnene (hvilket de i grunden gør resten af året også) og de bliver fejret hele dagen.
Ceremoni for det nye skoleår, starten af september - Her fejres det, at et nyt skoleår er gået igang. I virkeligheden starter det nye skoleår 1. juni, men ceremonien (festen) holdes i starten af september, da alt er faldet bedre på plads her. Forældre inviteres til forkellige optrædener som børnene er med i.
Selve ledelseskulturen i institutionen er bygget op på den måde, at der er en tydelig ledelse. Dog har lærerinderne også indflydelse på livet i institutionen i løbet af året. Tu Anh, den daglige leder, sidder med læreplanen for hele året, hvilket hun laver sammen med ledelsen/administrationen. Denne er baseret på de overordnede retningslinjer fra regeringen og de sikrer sig sammen, at deres læreplan indeholder alle obligatoriske elementer der skal indgå i lærerplanen i løbet af et år.
Når den overordnede læreplan er skitseret, sætter lederne og hovedlærerinderne i klasserne sig sammen for at lave en overordnet plan for året. Månedligt er der derefter et møde med alle lærerinderne. Her har alle indflydelse på, hvilke planer der skal laves for den specifikke måned. Her snakkes der også om bekymringer i dagligdagen og der bliver diskuteret og reflekteret over oplevelser med børn og forældre.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar