Nå, men at bosætte sig i et andet land og en anden kultur er en helt anden situation. Selvfølgelig oplever man stadig mange spændende ting og møder mange søde mennesker, men den overvejende forskel er, at du lige pludselig ikke er turist mere - og det kan vietnameserne mærke!
Her kommer en beskrivelse af en vilkårlig dag i mit liv her i Vietnam:
Uret ringer kl. 05.30 hver morgen.. Jer der kender mig ved, at jeg IKKE står op på dette tidspunkt, men ca. 45 minutter senere. :)
Kl. 07.15 går turen mod børnehaven, hvor jeg møder kl. 07.45. Lærerinderne er mødt ind kl. 07.30 og de første børn er allerede igang med at spise deres morgenmad. Jeg hjælper enten børnene med at spise eller står i døren for at sige hej til forældre og børn der kommer. Sidstnævnte er en meget vigtig del af morgenrutinen for vietnameserne - specielt hvis den daglige leder er i nærheden! Og nu hvor de har udenlandske studerende i institutionen, hvorfor så ikke vise dem frem? Derfor står jeg gerne i døråbningen om morgenen..
Efter morgenmaden går vi i gang med morgengymnastikken som jeg nogen gange står for at lede. Det er i virkeligheden slet ikke nødvendigt at lede børnene igennem dansen, for det sidder på rygraden af alle børnene og de ville kunne gøre det i søvne tror jeg.. Det er dog en hyggelig start på morgenen og desuden er det et af de tidspunkter hvor børn og voksne rent faktisk laver noget sammen, så jeg vægter morgengymnastikken meget højt i hverdagen.
Morgengymnastik i gården
Efter morgengymnastikken går vi i gang med dagens aktiviteter (se fagligt element D for detaljeret skema).
Som jeg har nævnt på et andet tidspunkt, er min klasse lidt afvigende fra skemaet til tider, da der er en masse forberedelser til børnenes afslutning om en lille måned. Børnene øver sig derfor ofte på sange eller danse som de skal optræde med til afslutningsfesten, har travlt med at lave bøger med minder fra deres tid i børnehaven eller andre ting der har med afslutningen at gøre.
Da sprogbarrieren er meget tydelig i hverdagen er det begrænset hvor meget styring det er muligt for mig at tage i hverdagen. Jeg har derfor gjort det til mit "speciale" at deltage i de forskellige aktiviteter sammen med børnene, for på den måde at kunne hjælpe dem hvis de skulle have brug for det.
Jeg har efterhånden fundet mine egne måder at kommunikere med børnene på, uden at skulle gå via en af lærerinderne, hvilket giver meget mere frie rammer i hverdagen. Børnene er ligeledes blevet rigtig gode til at kommunikere både verbalt og nonverbalt med mig, da vi har lært hinanden godt at kende nu.
Det er derfor lige så meget mig de kommer til hvis de har brug for hjælp, problemer eller føler sig uretfærdigt behandlet af nogle af de andre børn.
I sidstnævnte situation er det dog rigtig svært for mig at bryde ind en gang i mellem, for jeg aner jo simpelthen ikke hvad de siger til hinanden. Ofte ender det med at der er en af parterne der slår den anden, men jeg har svært ved at vide hvad der er foregået forud for det slag, så nogen gange er det meget svært at være retfærdig i sådan en situation. Jeg prøver generelt at forklare dem, at det ikke løser noget at slå og jeg formår også at få dem til at sige undskyld til hinanden en gang i mellem.
Nå, men min funktion i klassen er altså at være den af de voksne som rent faktisk deltager i aktiviteterne og jeg bestræber mig på at blive ved med det, selvom de andre lærerinder nogen gange synes det er lidt sjovt at jeg ikke sætter mig over ved siden af dem. Jeg prøver at forklare lærerinderne, at det giver en anden virkning på børnene, når de voksne også er deltagende i hverdagen og ikke kun er autoritetsfigurerne, men det er lidt svært at få implementeret i den vietnamesiske tankegang. Jeg giver dog ikke op, det skal nok lykkes mig at få forklaret dem på et tidspunkt! :)
Fra kl. 11 til kl. 14.15 har jeg pause, da børnene skal sove til middag, så der mødes jeg med Kathrine i det lokale vi har fået tildelt som pauselokale. Her går tiden for det meste med at ligge og høre musik under viften, da det er næsten ulideligt varmt. Inden det blev sommer havde vi en masse fine ideer om, at vi skulle ud i parken og lave alle mulige ting i vores pauser, men nu hvor varmen er sat ind, er det ligesom om, at alle planerne virker helt tossede i forhold til at opholde sig i et rum med vifte! :)
Omkring kl. 16 stopper aktiviteterne for dagen og herefter er der forholdsvis fri leg indtil afhentning. Her prøver jeg en gang i mellem at lave nogle sociale aktiviteter sammen med børnene, for at sætte mit præg på hverdagen også. Og det har da lykkedes mig rigtig fint indtil videre. Nogen gange kommer vi så godt igang med en leg, børnene og jeg, at selv lærerinderne har lyst til at deltage - det handler bare om at gøre det så indbydende som muligt! :)
En favorit i min klasse er legen "kluddermor" som de slet ikke kendte før jeg kom til. I starten var det svært for børnene at forstå, at man ikke må slippe hænderne på noget tidspunkt i legen, men nu har de fanget det, og de er simpelthen vilde med det. Det er endda sådan, at jeg ser dem lege det selv en gang i mellem. Det er rigtig dejligt at se, at man alligevel er i stand til at sætte sine spor i den vietnamesiske hverdag i børnehaven.
Kl. 17 har jeg fyraften og så går turen for det meste hjem til vores dejligt airconditionerede lejlighed. I starten var vi meget ude at spise, men det bliver man rimelig træt af i længden, så nu er vi oftere hjemme og lave mad i hverdagen. Faktisk går vores arbejdsuger sådan for det meste. Arbejde, hjem og lave mad (vi er først hjemme 17.30), slappe af og i seng. Nej, det lyder måske ikke super eventyrligt, men efter noget tid sætter hverdagen også ind her, og så er det jo "bare" Hanoi vi bor i..
Weekenderne bruger vi gerne på at være sammen med de andre tøser (og Jakob som nu er blevet en del af huset i Ho Giam, velkommen Jakob!!) Ofte mødes vi til spisning eller nogle drinks, men nogen gange tager vi også på diverse udflugter sammen for at hygge os.
Det er sjovt som man kan ændre syn på steder efter noget tid. En af måderne hvorpå jeg virkelig kan mærke at jeg ikke er turist længere, er når jeg er inde i det gamle centrum af Hanoi. I starten var det jo her vores base var, det var her vi opholdt os, ligesom alle de andre turister - for det var jo det vi var i starten. På det tidspunkt lagde jeg ikke mærke til så mange turister, bortset fra de uundgåelige back-packere rundt omkring. Men når jeg er derinde nu, er det lige som om det har regnet med turister.. Jeg ser dem simpelthen over det hele i gadebilledet nu. Og nu begynder det at irritere mig, når gadesælgerne tror at jeg også er turist eller når jeg skal handle med én og de så giver mig en helt uhørt høj pris fordi de tror jeg ikke ved bedre. :)
Det går dog ret hurtigt op for vietnameserne, at man absolut ikke er turist når de ser ens reaktion. Og det forekommer mere og mere sjældent at gadesælgerne henvender sig til os nu, jeg tror måske de er blevet vant til os..
Vi mødte en vietnameser i byen på et tidspunkt der fortalte os, at han tydeligt kunne spotte at vi ikke var turister da vi kom ind og jeg fornemmer det også fra andre vietnamesere. Jeg ved ikke helt hvad det er der gør det. Måske er det måden vi går ned ad gaden på uden at blive fascineret af de mange butikker, måske er det vores måde at guide taxachaufførerne igennem trafikken på, så vi ikke bliver kørt lange omveje.
Jeg kan ikke helt sætte en finger på det, men jeg kan i hvert fald mærke på mig selv, at jeg har bevæget mig meget langt væk fra turismen i Hanoi og nu lever mere som en udenlandsk bosat i Vietnam.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar