Som sidebemærkning vil jeg lige fortælle, at hygiejnen heller ikke er den mest omfattende i Vietnam, hvilket egentlig ikke kommer som en overraskelse for mig. Det jeg dog ikke helt kan sætte mig ind i er, hvorfor børnene i børnehaven ikke lærer at holde sig for munden når de hoster eller nyser. Ligeledes stiller jeg mig rimelig uforstående over hvorfor toilethygiejnen er så dårlig i en børneinstitution. Jeg mener, toiletpapiret er til stede på toiletterne i klasselokalet, men hvorfor skal det ligge i en kurv så højt oppe under loftet at intet barn er i stand til at nå det og derfor ender med bare at trække bukserne op efter toiletbesøg? Så mister det lidt sin funktion vil jeg mene..
Så bakterier er der nok af i institutionen og derfor måtte vi lige ligge på langs i nogle dage. Vi er dog så heldige at have nogle fantastiske mennesker omkring os på institutionen, så vi fik sygebesøg af Tu Anh og Miss Nga (en af lærerinderne fra min klasse), der kom med frugt og en ovn vi havde fået lov til at låne af Tu Anh (Nej, vietnameserne har stadig ikke opdaget kvaliteterne i en ovn så en sådan er ikke at finde i huset!). Dagen efter kom Tu Anh så forbi med to nyindkøbte elektriske varmeapparater til os fra institutionen så vi kan holde varmen i huset indtil det bliver varmt udenfor! :)
Søndag var vi så på banen igen, og vi valgte derfor at tage i Botanisk Have med Anne fra huset ved siden af os.
Turen til Botanisk Have var dog lige lidt længere end forventet, da vores taxachauffør måske blev en smule fascineret af mig..
Det skal lige siges, at man allerede nu er blevet meget vant til at folk hernede kigger uhæmmet på én. Vi skiller os ud på mange punkter, blandt andet med vores højde. I Danmark er det ikke rigtig tit, at jeg møder folk der er lavere end mig, men her får jeg virkelig fornemmet hvordan det er at være højere end alle andre. Jeg har fundet ud af, at jeg faktisk er helt tilfreds med at være lav derhjemme - man føler sig nogen gange som en kæmpe hernede! :) Udover højden, har jeg lyst hår, blå øjne og lange buede øjenvipper hvilket vietnameserne, og specielt dem der kommer til at se mig tæt på, slet ikke kan forstå. Mange af børnene har spurgt hvorfor jeg har sådan nogle blå øjne og om jeg bruger kontaktlinser for at de skal se sådan ud, og lærerinderne i institutionen kan ikke forstå at jeg rent faktisk ikke gør noget aktivt for at få mine vipper til at bue opad.
Alene fordi at jeg ikke ser ud som en vietnameser, bliver jeg fortalt hele tiden at jeg er meget smuk. Og det er næsten ligemeget hvordan jeg ser ud eller hvad jeg gør. "You are so intelligent and beautiful" får man af vide rigtig mange gange hernede. Og jeg tror ikke rigtig at der ligger noget i det. Jeg tror det er vietnamesernes måde at udtrykke deres forundren over mit anderledes udseende på. Det er lidt det samme som, at lærerinderne på institutionen siger "I love you" (!!!) til både Kathrine og mig. Jeg tror alt skal tages med et gran salt.. Desuden skiller jeg mig også ud ved at jeg generelt smiler meget. Det lyder mærkeligt, for asiatere er ellers kendt for at være meget imødekommende og smilende, men jeg synes jeg har fået indtrykket af, at vietnamesere generelt ikke smiler særlig meget. Dog griner de ofte når de møder os - det er vist noget med at det er vietnamesernes måde at udtrykke sig på - bilder vi os selv ind i hvert fald! :)
På baggrund af dette måtte vi altså derfor køre en omvej og betale dobbelt så meget som vi burde for taxaturen til Botanisk Have, fordi taxachaufføren ikke helt var klar til, at vi skulle stå ud af bilen! Vi blev hurtigt enige om, at det er sidste gang jeg sidder forrest i en taxa! :)
Botanisk Have er en rigtig dejlig oase i en ellers ekstremt hektisk, forurenet og larmende by. Det er ikke sidste gang jeg tager derhen, for jeg er sikker på, at der bliver endnu mere fantastisk når varmen og solen kommer til Hanoi.
Kathrine og mig i Botanisk Have
Søen i Botanisk Have
Vietnamesere er et folkefærd der går meget op i krop og sjæl og derfor kan man alle steder se unge og gamle mennesker i skøn forening lave diverse fysiske aktiviteter morgen og aften. Badmintonbaner bliver pludseligt slået op midt på et fortorv og langs vejkanten kan man næsten altid få øje på mennesker der står eller går og svinger med armene. Botanisk Have var ingen undtagelse. Her vrimlede det med mennesker der spillede badminton, børn der spillede fodbold, mænd der løb, gamle kvinder der lavede aerobics til lyden af en ghettoblaster og universitetsstuderende der lavede teambuilding i form af det vietnamesiske svar på en "flash mob" - eller nok i virkeligheden bare kyllingedansen som vi også kender fra Danmark.. :)
Kathrine, Anne og mig i Botanisk Have
Vi havde en rigtig hyggelig dag i haven og efterfølgende havde vi lyst til at tage forbi et gammelt militærfly fra krigen mod amerikanerne, der var faldet ned under krigen. Vi havde set på et kort hvor det skulle være henne og vi bestemte os for at gå derhen. Der er dog lige den lille udfordring, at kort og virkelighed sjældent stemmer helt overens i Hanoi. På nogle kort kan man endda komme ud for at vejene hedder noget helt andet i forhold til hvad der står på skiltene. Vi er stadig ikke blevet eksperter i disciplinen "vietnamesisk korttydning" og vi kom derfor til at gå en helt forkert vej. Vi valgte derfor at droppe det til fordel for aftensmad! :) Flyet må vente til en anden gang..
Næsten lige ved siden af vores hus ligger der en restaurant der hedder Koto. Det er en restaurant hvor unge mennesker fra svære kår eller med forskellige sociale vanskeligheder bliver hjulpet til en lysere fremtid ved at få et job og uddannelse enten som kok eller tjener. Det er en virkelig god restaurant og de unge mennesker der arbejder der er så søde og gør virkelig alt i deres magt for at give én en god oplevelse. Det kunne meget vel komme til at blive vores lokale stamrestaurant - og så har den også fået det blå stempel!
Dronningen, Prinsgemalen og mig på Koto
Efter maden tog vi hjem til Kage/Spilleaften hos nabopigerne. Det er rigtig skønt, at vi kommer så godt ud af det med de 4 piger (Signe Mejdahl.. Ja, sådan skal det siges!, Camilla, Kathrine og Anne) i det andet hus. Det er godt at have lidt flere sparringspartnere hvad angår indtryk i praktikken, oplevelser og sociale tiltag generelt. Man tager jo væk fra hele sin venne- og omgangskreds når man tager i udenlandspraktik og derfor er det rart, i det mindste at have nogle stykker hernede som man har det godt sammen med og kan lave forskellige ting med.
Jeg savner dog stadig mine venner og kære i Danmark - jeg har jo nogle af verdens bedste mennesker omkring mig derhjemme! :)
Hav det godt til vi skrives/læses igen..!
- HC -
Ingen kommentarer:
Send en kommentar