Fredag havde vi vores ugentlige fridag og vi havde derudover taget igår, mandag, fri også, så vi har haft 4 dage sammen med Lars over weekenden.
Det var skønt at få en forlænget weekend og være tilbage i den afslappede stemning man befinder sig i når man har fri. Vores hverdage er rigtig lange hernede, så man suger til sig hver gang der er lidt frirum i blandt andet weekenderne.
Fredag brugte vi på at gå rundt i den gamle bydel i centrum omkring Hoan Kiem søen for at vise Lars rundt i byen.
Vi startede med at tage til Skt. Josefs Katedral som fungerer som Hanois domkirke og blev bygget i 1886. Det er en meget smuk kirke, både udenpå og indeni, og jeg kan blive helt betaget af, hvordan de har været i stand til at bygge katedraler på den måde. For jer der har læst Ken Folletts "Jordens Søjler", så kunne man næsten se denne katedral som værende den i bogen.
Skt. Josefs Katedral
Da vi havde set kirken, tog vi tilbage til Hoan Kiem søen for at besøge Ngoc Son templet, som er det tempel der ligger i den lille ø i Hoan Kiem søen, hvor den røde Solstrålebro fører til. Det var et rigtig fint lille sted med en masse krims-krams ved alteret, den obligatoriske røgelse og desuden en rigtig fin udsigt over søen fra mange forskellige vinkler.
Kathrine og mig på vej til Ngoc Son templet
Et lettere pyntet alter i Ngoc Son templet
Resten af dagen gik med at gå rundt i Hanois gader, mødes hos en tatovør med Anne og Kathrine fra det andet hus, fordi Anne ville have lavet sin første tatovering og havde brug for moralsk støtte, og om aftenen spiste vi noget mad og slappede ellers bare af. Lars var stadig rimelig træt efter den lange tur via Bangkok.
Lørdag var det Annes fødselsdag.
Vi startede med at tage med Signe Mejdahl fra det andet hus ind for at se Hoa Lo fængselsmuseet. Det var i dette fængsel at først franskmændene holdt politiske og andre fanger i kolonitiden og siden hen hvor vietnameserne holdt de amerikanske krigsfanger fængslet. Amerikanerne kaldte, lettere ironisk, fængslet for "Hanoi Hilton", og efter at have været der kan jeg egentlig godt forstå hvorfor. Som det er skildret på museet, havde de amerikanske krigsfanger meget mere gunstige forhold, sammenlignet med de andre indsatte i fængslet. De havde ret til at opretholde deres privatliv, bedre faciliteter, adgang til kort- og brætspil, basketball, pool og mange flere personlige egendele i forhold til de andre indsatte. De fik endda nyt tøj, sko og nye tasker da de blev løsladt.
Alligevel kan Hoa Lo fængslet umuligt have været et rart sted at være på nogen måde. Glasskårene rundt i kanten af muren, cellerne der skråner nedad, dødsgangen og guillotinen er blot nogle af de ting der vidner om et barskt ophold i fængslet.
Celle i Hoa Lo fængslet
Dødsgangen i Hoa Lo fængslet
Flere steder i fængslet hang der billeder af forskellige betydningsfulde amerikanere der, efter krigen, har besøgt fængslet - her iblandt John McCain (præsidentkandidat mod Barack Obama i 2008). John McCain var en af de amerikanske krigsfanger der var blevet skudt ned og fængslet i Hoa Lo under Vietnamkrigen. Det er imponerende at tænke på, at krigen er slut så sent som i 1975, og alligevel virker det til at Vietnameserne har lagt det hele bag sig. At kunne byde mennesker velkommen til et nyoprettet fængselsmuseum med blomster og kyshånd, når man tænker på at de selvsamme personer har ført krig mod landet og har siddet i fængslet under helt andre forudsætninger, viser, at vietnameserne i den grad er kommet videre siden krigen.
Efter fængselsturen ville vi lige forbi en købmand som jeg havde læst om, L's Place. Her sælger de kun vestlige varer, en ting man meget hurtigt synes man har brug for midt i ris og nudler til den store guldmedalje.
Jeg havde dog måske tegnet købmanden en lille smule forkert ind på mit kort, for hvad der endte med at tage en time kunne have varet 2 minutter - butikken lå næsten lige ved siden af Hoa Lo fængslet!!
Nå, men vi fik os da en god gåtur og vi fik set en masse vi ikke havde set før - og så var Signe Mejdahl glad. :)
Stop eftersøgningen - L's Place er fundet!
Om aftenen var vi alle 7 ude for at fejre Anne på Koto og efter maden tog vi hjem til de andres hus for at spise fødselsdagskage og hygge.
Søndag stod i kulturens tegn. Vi tog alle 7 ud sammen for at se forskellige historiske mindesmærker og seværdigheder i Hanoi.
Første stop var et B52-fly som blev skudt ned af vietnameserne i julen 1972. Dele af flyet landede i en lille dam i et boligområde, og det er i dag det eneste der ikke er blevet ryddet op efter Vietnamkrigen. Efter at have læst om historien bag dette fly var vi alle spændte på at se det - men for mig var det måske lidt af et antiklimaks da vi først var ankommet. Det var fint at få det set, men nu er det også set - det er ikke andet end nogle gamle vragdele der stikker op af vandet. Men med tanken om hvad det symboliserer blev oplevelsen lidt større. :)
Søen med B52-flyet i baggrunden
Derefter gik turen til Pagoden på én søjle. Dette var hvad navnet afslører: En pagode der kun står på én søjle. Den er beskrevet som et af Hanois varetegn i bøgerne om Hanoi og derfor måtte vi lige forbi og se den. Den var sød, men igen - så er den også set!
Vi sluttede dagen af med at tage til Ho Chi Minh Mausoleum, men da der kun er åbent til selve mausoleet om formiddagen, kunne vi kun se det udefra. Vi tog i stedet ind for at se Ho Chi Minh palæet og de to huse han boede i. Han ville ikke bo i det palæ der var bygget, da det var bygget af franskmændende og desuden også alt for prangende til hans smag, så i stedet valgte han at bo, først i et gult murstenshus ud til en lille sø, og sidenhen i et hus på søjler på den anden side af søen. Det var et rigtig hyggeligt sted, men er du gal hvor fik vi mærket kommunismen derinde. Der står skilte om hvilke veje man skal gå, der er steder hvor man ikke må stoppe op og da vi opdagede, at vi manglede at se en pergola i haven og derfor ville vende om, blev vi stoppet af en meget striks vagt der fast måtte fortælle os at vi absolut ikke måtte gå mod strømmen. Så ingen pergola til os denne gang!
Kathrine er blevet mere og mere syg og igår, mandag, valgte vi derfor lige at tage forbi det franske hospital for at få tjekket at hun ikke har noget siddende på lungerne.
Og her er der kontant afregning skal jeg lige hilse og sige. Først skulle Kathrine betale et beløb for at få lægen til at kigge på hende. Da han havde gjort det, og gerne ville tage et røntgenbillede af hendes lunger, sted beløbet igen. I alt måtte vi slippe 3.700.000 VND (ca. lidt under 1000 DKK), men til gengæld tog det også kun 30 minutter fra vi kom til vi gik (også selvom røntgenlægen lige skulle tilkaldes hjemmefra først). Heldigvis betaler forsikringen så vi smilede bare og betalte.
Kathrine på det franske hospital
Jeg selv er også begyndt at hoste og blive mere og mere snottet igen. Jeg tror det skyldes den ekstreme forurening der er hernede, så vi har nu købt os hver et bind til at have for munden ligesom alle vietnameserne. Man ser virkelig fjollet ud, men det hjælper altså rimelig meget så det er prisen man må betale for at beholde sine lunger! :)
På torsdag tager Kathrine, Lars og jeg til Hoi An hvor vi skal være weekenden over. Det ligger i Centralvietnam og der er derfor et andet klima end i Hanoi. Det bliver så skønt at komme væk fra byen og at komme ud til vandet og få noget frisk havluft i lungerne og varme i kinderne. Jeg er sikker på at det kommer til at gøre underværker!
Vi ses på den anden side af Hoi An!
- HC -
Ingen kommentarer:
Send en kommentar