Siden sidst jeg gav lyd fra mig har jeg brugt det meste af tiden på at arbejde og nyde den sidste tid med "mine" børn i Mickey-klassen. De havde sidste dag i torsdags, d. 31/5, og det var i virkeligheden ret underligt.
Nu har man efterhånden fået opbygget en masse med børnene i klassen, vi har lært hinandens signaler at kende og vi har lært at kommunikere med hinanden trods det at vi ikke taler hinandens sprog.
Selvfølgelig er det at sige farvel en naturlig del af det at arbejde med børn, men jeg synes nu stadig at det er en underlig fornemmelse at sidde med, nok også specielt fordi man ved, at det er et definitivt farvel. Jeg kommer jo virkelig ikke til at se disse børn igen! Når jeg tager tilbage til Danmark om lidt over en måned (!), så har jeg jo ikke mulighed for at støde ind i dem igen, som man jo nogen gange har med danske børn.
Derudover er det en meget underlig fornemmelse jeg sidder tilbage med nu, for lige i skrivende stund har vi ferie og skal tilbage til børnehaven næste fredag, d. 15/6. Derefter har vi kun 3 arbejdsuger tilbage før vi stopper helt, og i de 3 uger skal jeg så arbejde med nogle nye børn.
Og alle der har været i praktik, eller generelt har startet et nyt sted, ved at de første 3 uger går super hurtigt. Der er en masse navne der skal læres udenad, jeg skal stifte bekendskab med de nye rutiner da jeg også kommer til at arbejde med nogle nye lærerinder og i det hele taget skal jeg hele møllen igennem engang til med at opsamle alle de forskellige nye indtryk. Derfor havde jeg klart foretrukket at kunne være blevet hos de samme børn som jeg har været hos hele tiden (som Kathrine er så heldig at have muligheden for), men sådan er min situation nu engang ikke og så må jeg bare tage det som det kommer. Jeg håber bare at jeg stadig vil være i stand til at være helt til stede i dagligdagen, selvom jeg ved at det bliver sværere nu. Jeg tror jeg får svært ved at engagere mig helt i børnene på samme måde som jeg gjorde med den gamle klasse.
Ikke fordi jeg ikke gider børnene mere - slet ikke - men fordi jeg lidt synes det er synd for børnene hvis de når at skabe nogle alt for tætte bånd til mig, da jeg jo kun vil være hos dem i 3 uger. Men jeg har under hele mit ophold undervist den nye klasse i engelsk, så vi kender allerede hinanden en smule og det med at knytte bånd sker MEGET hurtigt for vietnamesere, så jeg tror allerede at "skaden er sket".. :)
At sige farvel til Mickey-klassen var en virkelig syret oplevelse. Vietnamesere bliver normalt talt om som værende et folk der ikke udadtil viser følelser, men dem der påstår det har ikke været med til at tage afsked med børnehavebørn!!
Mine venner plejer nogen gange at lave sjov med mig med at sige at jeg er kold og kynisk, fordi jeg ikke så let bliver synligt påvirket i visse situationer som andre ville gøre, men denne gang sad jeg faktisk med følelsen af, om der måske var noget om snakken.. :)
Vi holdt en afslutningsceremoni for børnene, forældre og ansatte på skolen, hvor børnene optrådte med forskellige sange og danse, jeg fremførte mit pædagogiske projekt sammen med børnene, lærerinderne (og jeg) holdt afskedstaler til børnene og børnene fik deres diplomer. Og der var mange mennesker til dette arrangement. Og da det kom til afskedstalerne begyndte hele huset at vræle.. Og her taler jeg ikke om et par fugtige øjne, et par stille tårer ned af kinden eller et enkelt lille diskret hulk - de STORTUDEDE!! Og hvem var den eneste der stadig sad og smilede glad? Den lyshårede dansker i den blå kjole - mig!!
Jeg forstår det bare ikke.. Ja, jeg kan godt se, at man skaber nogle meget tætte relationer til børnene i løbet af året og ja, det er generelt svært at skulle tage afsked med folk man holder af, men det var jo nærmest som at være til en begravelse til tider. Jeg måtte desværre tage mig selv i flere gange at kigge på Kathrine og kvæle et grin, for jeg syntes sgu det var lige lidt for flippet for mig..
Miss Huyen tager en tårevædet afsked
med børnene
Jeg mener, selv de nye lærerinder, der kun havde været i klassen en uge, sad og vrælede som et lille barn der lige havde fundet ud af at julemanden ikke findes! Hellige makrel, det var sgu for meget for mig - så må mine venner gerne kalde mig kynisk! Og de stakkels børn blev jo lige så kede af det ved at se alle de voksne græde, så det var virkelig en dominoeffekt af dimensioner jeg var vidne til der!
Nå, men vi fik sendt Mickey-børnene godt videre ud i verden og jeg kommer sgu til at savne dem, de små rollinger! :)
Gad vide hvad de mon ender som når de bliver voksne? Det kunne være sjovt hvis man kunne opleve det..
- HC -
Ingen kommentarer:
Send en kommentar